Forventning og savn mødes på tærsklen

At stå på tærsklen. At kunne se tilbage, mærke savnet, blive ked af det, fordi man for en periode skal skilles, men med visheden om at savnet udspringer af kærlighed.

At stå på tærsklen. At kunne se fremad, gå det ukendte i møde, med tillid, med frimodighed, med forventning om, at det der kommer vil blive større end savnet.
Vi oplever alle at stå på tærsklerne. Nogle er store og livsomvæltende at overskride. Andre er mindre, og livet ser ikke ud til at have ændret sig på den anden side.

Min tærskel er en af de mindre. Jeg sidder i en bus på vej mod lufthavnen. Jeg skal med mit arbejde på inspirationstur og konference i Los Angeles i otte dage. Når jeg kommer hjem vil livet ligne det, jeg forlod, men måske vil noget have ændret sig i det indre?

Sårbarhed: at sige undskyld

Jeg skriver om sårbarhed for tiden. Jeg tænker, at den ultimative udfordring, vi har som mennesker, er at bevare vores sårbarhed i en verden, som forsøger at gøre os hårde. Jeg tager små skridt i den proces, og det er de skridt, jeg skriver om. I dag handler det om at sige undskyld og tage ansvar, selv i det små.

Vi var forsinkede, og jeg ville skrive en sms til værtsparret om, at vi kom senere. Første udkast til sms’en lød sådan: “Hejsa. Vi er blevet lidt forsinkede, da der var krise med ungerne lige som vi skulle ud ad døren. Beklager, men vi er på vej.” Men det var jo løgn. Ja, der havde været krise, da vi skulle afsted, men da den opstod, var vi allerede 10 minutter for sent på den. Så jeg stregede det.
Så var der det med ordet “lidt”. Hvor meget er lidt forsinket? 2 min? 5 min? 20 min? Og ordet “blevet”… vi er blevet. Som om det bare lige pludselig skete. Fuldstændig ud af det blå. Og det var i hvert fald ikke vores ansvar og derfor heller ikke vores skyld.
Sms’en endte sådan: “Hej. Vi kommer ca. 20 min. for sent. Det må I undskylde.”

Det lyder måske ikke af så meget, og det kan da i princippet være ligemeget, hvad der står i en sms, når man kommer for sent. Men det er ikke ligemeget. I hvert fald ikke for mig. Og nogle gange er der mere på spil.

Jeg havde gjort noget, jeg ikke skulle, og han var blevet vred på mig over det. Jeg følte trang til at forsvare mig. Forklare, hvorfor jeg havde gjort, som jeg gjorde, selvom det var dårlige undskyldninger, for jeg vidste godt, at det, jeg havde gjort, var et brud på en aftale.
Jeg gik og skummede af selvretfærdig harme, men til sidst besluttede jeg mig for at forsøge at reparere relationen. Jeg ville sige undskyld, og jeg ville forsøge ikke at forklare eller forsvare mig.
“Jeg skulle ikke have gjort det.” sagde jeg “Det var forkert af mig. Undskyld.” Og så sagde jeg ikke mere, men lyttede lidt til hans vrede og sårethed, mens jeg bed mig hårdt i tungen for ikke at begynde at skærme mig og gemme mig bag forklaringerne.
Ansvaret for min handling lå på mine skuldre, og jeg ville ikke ryste det af, selvom det gjorde ondt og var tungt at bære. Det var så svært at stå stille i det spotlight, jeg selv havde tændt, og som afslørede min handling uden beskyttende filtre. “Flygt” råbte min hjerne. “Flygt! Red dig selv.” Men jeg ville hellere redde relationen.

Billede er lånt fra Marens Uthaugs blog: http://marensblog.dk/forebredelserne-til-en-undskyldning/

Billede er lånt fra Marens Uthaugs blog: http://marensblog.dk/forebredelserne-til-en-undskyldning/


For mig er sårbarhed også at stå ved, når jeg gør noget, jeg ikke skal. Om det er i det små med ærlige sms’er, når jeg kommer for sent, eller når det er i det større, hvor en relation er såret, og hvor jeg må tage ansvar for det lort, jeg laver.
Helt ærligt, så er det virkelig svært, og du, som læser dette og som kender mig fra livet udenfor skærmen, ved, at jeg langt fra altid gør det. Jeg kommer også med undskyldninger, forklaringer og bortforklaringer. Jeg forsvarer og rationaliserer mine handlinger; negligerer betydningen af alt det dårlige jeg gør. Jeg siger måske, at jeg ikke er værre end så mange andre. At det da kan være ligemeget, hvad der står i en “jeg er forsinket”-sms. At relationen sagtens kan overleve et lille løftebrud, og hvad har han i øvrigt ikke også lavet af ting og sager.

Men i sidste ende fjerner jeg mig fra mig selv, når jeg ikke tager ansvar og siger et ordentligt undskyld. Jeg ignorerer mine egne dårlige sider for at se mig selv i et pænere lys, for det er sårbart at være et menneske, som også indeholder knap så flatterende træk; som sårer andre; som ikke holder løfter; som er uærligt. Sådan har jeg ikke lyst til at se på mig selv.
Men det er sandt, at det er sådan jeg er. Og sandheden sætter mig fri til at kunne se mig selv i øjnene som et helt og sårbart menneske, der ikke bygger mure af forklaringer og dårlige undskyldninger. Som ikke gemmer sig, men som står ved sig selv og tør indrømme, når hun laver noget lort, også i det små. Måske særligt i det små. Det er i hvert fald et godt sted at øve sig til den dag, hvor man har brug for at tage ansvaret for noget større på sig for at reparere en relation.

Status: 1 år uden slankekur

Så ramte kalenderen 1. september 2015, og det er nu et år siden jeg blæste til retræte fra slankekursræset. Jeg har haft rygrad nok til at holde det hele året, selvom jeg i begyndelsen fandt det en smule nervepirrende, især da jeg smed vægten væk. Som jeg skrev dengang, frygtede jeg, at det ville løbe helt løbsk for mig, hvis jeg ikke regelmæssigt kontrollerede min vægt.
Men hvor har det været befriende! Det var vist indbildning, da jeg troede, at jeg kontrollerede mig selv ved at veje mig – det var nok nærmere vægten, som fik lov at kontrollere mig, mit humør og mit syn på mig selv i takt med tallene på vægten.

I mit første indlæg skrev jeg mine tal. Jeg var dengang knap 160 cm høj og vejede 77 kg. Jeg er stadig knap 160 cm høj, og jeg vejede i morges 75,5 kg. Det løb ikke løbsk, og selv hvis det havde gjort det, så har jeg fået så meget andet gennem min slanke-pause, at det havde været de kilo værd.

Men hvad så nu? Dengang tænkte jeg, at bloggen her bare skulle følge mig dette år, men jeg er jo slet ikke færdig med alle de indlæg om sårbarhed, som jeg skriver i mit hoved. Så de skal ud. Og så kommer der måske et nyt tema. Eller et andet projekt. Eller også slutter det der. Nu må vi se.

I fht “kage-babyen” i min mave vil jeg gerne så småt se at komme den til livs. Der er desværre en sammenhæng mellem mavefedt og udviklingen af bl.a. diabetes og hjerte-karsygdomme, og jeg ønsker mig ikke noget af det.
Men der er stadig ting, der er vigtigere i mit liv end en slank talje, og som jeg langt hellere vil bruge krudt på, så for mig handler det om at skabe gode vaner, som kan holde, i et tempo, jeg kan følge med til.

Så, onwards and upwards, som man siger.

Sårbarhed: at spørge om hjælp

Jeg har blottet mig i dag. Sådan føles det. Jeg har smågrædt ned i en telefon, mens jeg bad om hjælp, og nu er jeg helt udmattet, som havde jeg løbet et marathon med mine følelser.

Jeg tænker som regel om mig selv, at jeg er sådan en der hjælper andre. Jeg vil gerne hjælpe, gerne lytte, gerne række ud og gøre en forskel for mennesker, der har brug for en hånd.
Jeg tænker ikke så tit, at jeg skal hjælpes, at jeg har brug for andre, at nogen skal yde mig bistand til mit liv, at nogen skal få ondt af mig, så de kan se, at jeg behøver hjælp. For det er et svært sted at være; det er et sårbart sted at være. Det kan gøre ondt, og det kan gøre noget ved ens selvopfattelse, at jeg ikke kan klare alt i livet og verden selv.

Men det er der jo i virkeligheden ingen, der kan, selvom vi er gode til at opretholde den illusion for os selv og vores omgivelser. Det lykkes mig underligt nok igen og igen at tro på, at jeg har kontrol og er stærk – men jeg glemmer at den sande styrke gemmer sig i sårbarheden. At når jeg tør blotte mig og bede om hjælp, sprænges illusionen om Kvinden i Kontrol, og jeg kommer et skridt nærmere den ægte mig. Den kvinde, som både kan være stærk og sårbar, i kontrol og i kaos, at jeg kan hjælpe og hjælpes på samme tid. Det ene udelukker ikke det andet, for jeg rummer begge sider. Ligesom alle andre mennesker gør.

Er der noget, du skal bede om hjælp til i dag?

calvin_hobbes-help

Sårbarhed

Sårbarhed har været et grundtema i de ture, jeg har kørt i livskarussellen det sidste halve år, ja sikkert meget længere, men det er blevet bevidst for mig, og jeg reflekterer stadig meget over det.

Jeg tror, at den største udfordring i livet, i mit liv, er at holde mit hjerte sårbart og blødt i en verden, der konstant forsøger at gøre mig hård. Det er nemlig sådan, at når et menneske sårer mig, gør det ondt, og jeg får trang til at beskytte mig, så jeg ikke skal opleve den smerte igen. Derfor bygger jeg en mur rundt om mit hjerte – jeg bliver måske frygtsom og vil ikke lade nogen komme helt tæt på igen, eller jeg bliver kynisk og mister troen på det gode i andre mennesker.
Jeg tror, at muren vil beskytte mig og passe på mig. Men i virkeligheden vil jeg møde endnu større smerte på den måde, for det er kun et sårbart hjerte, der kan give og modtage kærlighed, som er det jeg længes efter. Mit hjerte bliver ensomt bag sin mur – ja, det såres ikke på samme måde, men det møder heller ikke det, det længes efter, for det har jeg afskærmet det imod.

Men det er ikke nemt at holde sit hjerte sårbart. Det kan være svært og fyldt med smerte, for et sårbart hjerte kan jo netop såres. Den store udfordring er ikke at lade den smerte, vi møder, blive til en mur rundt om vores hjerter.

Jeg øver mig. Lige så stille. Museskridt, tager jeg, i vandringen mod at nedbryde murene og lade sårbarheden komme frem. I de næste indlæg vil jeg fortælle mere konkret om, hvordan det ser ud for mig i mit liv.

sårbarhed

At pleje sin indre skønhed

Igennem min kirke er jeg en del af en kvindegruppe, hvor vi mødes jævnligt og deler lidt af vores liv med hinanden. Vi er meget forskellige i alder, interesser og livssituation, men det gør det kun mere spændende at mødes.

For noget tid siden snakkede vi om det her med at skønhed kommer indefra, og hvor paradoksalt det er, at vi bruger så megen tid, penge og kræfter på vores ydre skønhed, når det nu er den indre, der efter sigende tæller.
Vi snakkede også en hel del om, hvad indre skønhed består i, og selvom vi havde mange forskellige bud på det, så endte vi vist med at være nogenlunde enige om, at det grundlæggende handler om at hvile i sig selv. En kvinde, der hviler i sig selv, vil meget ofte opfattes som smuk, fordi hun er i ro og ikke skal bevise en hel masse.

indre-skoenhed1

Men hvordan kan vi så pleje den her indre skønhed? Kan vi gøre noget for at begynde at hvile mere i os selv? Kan vi lave indre skønhedsrutiner på lige fod med de ydre, vi gør hver dag helt uden at tænke over det?
Vi snakkede længe om det og havde hver vores bud på, hvad der ville passe os. Et af mine forslag var det her med stilletid; en anden fortalte om at se på sig selv gennem andres (ofte mindre kritiske) øjne; gåture blev også nævnt; og jeg snakkede vistnok også om at flytte fokus væk fra sig selv, for selvoptagede mennesker er sjældent rige på indre skønhed, selvom den ydre måske ikke fejler noget.

indre-skoenhed2

Jeg synes, vi havde en rigtig fin snak i gruppen, og vi kom vidt omkring, men jeg er ikke færdig med emnet endnu. Jeg går stadig og summer over det, og ind i mellem kan jeg midt i håropsætningen eller mascara-påføringen blive ramt af en tanke om, hvordan jeg også kan forfine min indre skønhed. Derfor har jeg lyst til at kaste bolden op her og måske få lidt mere at gruble over:

Hvad består indre skønhed af for dig?

Hvordan plejer du din indre skønhed?

Billeder er lånt fra http://theflowmarket.com/products/indre-skonhed

Stilletid

Noget af det, som jeg har brugt det sidste halve år på, er at få etableret en vane med stilletid. Det vil sige tid for mig selv, uden afbrydelser, brugt på noget, der tanker mig op. Jeg bruger min stilletid på at bede og på at læse i bibelen, fordi jeg er kristen, men hvis det ikke lige er der, hvor du henter styrke og hjælp, så er der jo mange andre muligheder. Du kan læse en bog, lytte til musik, tegne, eller hvad der nu hjælper dig til at komme ned i gear og gøre noget godt for dig selv. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at meget af den ro, jeg oplever at have fået, hænger sammen med stilletids-vanen. gratitude-journal En anden idé, som jeg også bruger i perioder, er at skrive taknemmelighedsdagbog. Skriv tre eller fem ting ned hver dag, som du er taknemmelig for. I begyndelsen gør det ikke en vildt stor forskel, men over tid har jeg erfaret, at mit perspektiv på livet ændrer sig, så jeg ser mere på, hvor meget jeg har, i stedet for at komme til at fokusere på alt det, jeg synes, jeg mangler eller er gået glip af.

Jeg har lånt ideen om taknemmelighedsdagbog fra forfatteren Anna Skyggebjerg. Hun skriver en meget inspirerende blog, som er god at blive klog af. Her er hendes indlæg om taknemmelighedsdagbøger.

Jeg er klar over, at det nemt kan komme til at lyde sådan lidt selvhøjtideligt – se mig, se hvor god og perfekt, jeg er, og se hvordan jeg lige har fikset hele verden i et snuptag. Naturligvis bliver alt i livet ikke fantastisk, fordi man holder stilletid eller skriver taknemmelighedsdagbog. Det har bare været nogle gode redskaber for mig i mit liv, og det er derfor, jeg gerne vil dele det. Til inspiration, måske.

Det er i øvrigt overhovedet heller ikke hver dag, jeg får det gjort. Men i gennemsnit ca. hver anden eller tredje dag, og i forhold til tidligere hvor det var, ja, aldrig, så er det et ret stort fremskridt, som jeg faktisk er lidt stolt af.

Jeg tror, at der især er tre ting, der har gjort det lettere for mig at få lavet denne nye vane (udover at jeg reelt var motiveret for det – intet er mere vanskeligt end at lave vaner man ikke er motiveret til).

  1. Kobl den nye vane på en gammel. Jeg har valgt at lægge stilletid ind lige efter ungerne er puttet – for det skal de hver aften – men inden jeg lander gumpetungt i sofaen, hvorfra jeg ikke rejser mig, før jeg triller i seng. På den måde har den nye vane hægtet sig på en forudsigelig rytme, der gentager sig hver dag, og det er lettere at få gjort.
  2. Sig det højt. For mig var det lidt af en overvindelse at få sagt til min mand, at jeg gerne ville have denne her nye vane, og at jeg tænkte at gøre det der og der, og at jeg helst ikke ville forstyrres imens. For så var jeg jo også nødt til at gøre noget ved det! Han kunne jo se, om jeg holdt min nye vane eller ej. Jeg involverede også nogle få veninder i det, så de kunne spørge til det. Det hjælper at have nogen, som kan støtte og give et spark i den rigtige retning, når det er påkrævet.
  3. Lav en plan B og C. Dette er en af mine seneste erfaringer. For jeg er blevet så glad for stilletid, at jeg nemt kommer til at bruge en halv time eller mere, og der er aftener, hvor det bare ikke er muligt at sætte så meget tid af til det – eller hvor jeg ikke har lyst til at bruge så meget tid på det. Så jeg er ved at lave B og C-versioner af stilletid. Hvad kan jeg gøre på 10 min. eller 5 min. som alligevel giver mig et øjebliks ro og tid til eftertænksomhed? Hvordan ser en mini-udgave ud? Og så gør jeg det, de dage hvor jeg ikke har tid eller lyst til en A-version, fordi det er vigtigt for mig at bevare vanen.

Men som sagt, der er jævnligt dage hvor jeg hopper over. Og der er dage, hvor jeg glæder mig til stilletid, og der er dage, hvor jeg gør det med modstand på, og efterhånden bliver der flere og flere dage, hvor jeg bare gør det. Fordi det er en vane. En vane, som giver mig en masse godt.

Hvad er det jeg vil med mit liv?

I løbet af det sidste halve års tid har jeg skrevet utrolig mange indlæg til bloggen her. Side op og side ned. Snakke, snakke, snakke, snakke. Mig, mig mig. Har I ikke opdaget det? Har det været helt stille herinde, siger I?
Nå, det er fordi wordpress endnu ikke har en tankeoverførsels-app, så indlæggene er åbenbart forblevet inde i mit hoved. Surt show!

Heldigvis er det blevet ferietid her i huset, og det vil jeg fejre ved at begynde at få skrevet nogle af mine mentale indlæg ned til rigtige indlæg, som andre kan læse og give respons på. Jeg ved allerede, hvad de næste tre indlæg skal handle om – nu er det så bare det med at få sat noget handling bag ved ordene. Eller ord bag ved tankerne. Eller ord ud af hovedet og ned i tasteturet og ud i verden.

Lad os begynde med en lille status på mit projekt. I september 2014 lagde jeg slankekure på hylden for et år. Jeg følte mig modløs og mislykket og var træt af, at min overvægt havde så meget at skulle have sagt i forhold til mit selvværd. Jeg ville gerne nå til et punkt, hvor det ikke var min vægt eller mit udseende, som definerede mig som kvinde og som menneske.
Og hvor er jeg så nu? Jeg er stadig tyk. Jeg bliver stadig spurgt, om jeg er gravid, og jeg bliver stadig klappet på maven af mennesker, som er helt overbeviste om, at jeg ER gravid. Jeg tror ikke, at mit udseende har ændret sig specielt meget i løbet af de sidste 10 måneder. Men mit indre har! Jeg bliver ikke ked af det, når folk tænker, at der må være mere end kage i min vom. Jeg føler, at jeg på mange måder hviler mere i mig selv og er ok med mig selv – også med min uperfekte krop. Jeg hater ikke længere på mig selv. Jeg kan stadig blive bedre til at tale pænt og respektfuldt til mig selv og min krop, men jeg er ikke vred eller skamfuld på samme måde som tidligere.

Jeg mærker dog også en spirende lyst til at gøre noget ved kagebabyen i min mave. Ikke ud af selvlede eller selfshaming, men ud fra et ønske om at være god ved mig selv. At passe bedre på min krop. Få mere overskud og energi, som sundhedsapostle lokker med. Så jeg begynder at overveje, hvilke vaner, jeg godt kunne tænke mig at have, sådan på lang sigt. Men jeg begynder ikke på noget endnu. Til september. Så er is- og grillsæsonen også ved at være overstået 😀

Men allermest vil jeg gerne gå videre i denne proces. Øve mig i at huske mig selv og andre på, at det er løgn, når vi tror, at vores vægt er omvendt proportional med vores værdi (altså at jo mindre vi vejer, jo mere værd er vi som mennesker). Det er en stor fed løgn!
Den opgave, vi har her i verden, handler om noget meget større og vigtigere end, hvordan vi ser ud. Det, der betyder noget; det vi vil huskes for, når vi ikke er her mere; det aftryk som vi ønsker at sætte med vores liv; det er dér, vi skal lægge vores energi. Det er det, der giver værdi i livet.

“Fortæl mig,” sagde den amerikanske digter Mary Oliver, “Fortæl mig hvad det er du vil med dit ene vilde og dyrebare liv?”

maryoliver

Om fattigrøve og millionærer

Min ældste er blevet meget glad for Rasmus Seebach og særligt hans sang “Millionær”, hvor han blandt andet synger linjen “En som vil ha’ dig som du er, om du’ fattigrøv eller millionær”. Hun skråler glad og gerne med på sangen, og forældrene valgte meget strategisk at give hende en iPod Nano med hørebøffer til i julegave, så hun kan høre musikken på børneværelset i stedet for i stuen.

Nå, sidespor. Back on track. Min datter er lige fyldt 6 år, og selvom sangen er på dansk, er den stadig svær for hende at forstå. F.eks. kom hun en dag og spurgte, hvad en fattigrøv egentlig er, længe efter hun og hendes lillebror har inkorporeret ordet i deres interne skældsord-vokabularium: “Du’ en fattigrøv.” “Nej, DU’ en fattigrøv!”
Jeg forklarede, at det var én, der ikke havde særlig mange penge. Så snakkede vi lidt om, hvad en millionær var, og jeg sagde, at det var én der var meget rig og havde mange penge. Hun tænkte sig lidt om og spurgte så, så viist som kun en 6-årig kan spørge: “Mor, er vi rige?”

Min første indskydelse var at svare nej. Vi er ikke rige. Vi er ikke millionærer, og der er meget, vi ikke har råd til, selvom vi godt kunne tænke os det. Men alligevel svarede jeg: “Ja, vi er faktisk rige.”
“Hvorfor?”
“Fordi vi bor i Danmark, som er et rigt land, og fordi vi har et hus og en seng at sove i, og fordi vi kan få mad hver eneste dag.”

Jeg læste engang, at hvis man er studerende i Danmark og får SU og intet andet, så er man blandt de 10% rigeste af hele jordens befolkning. Jeg har sidenhen forsøgt at finde den opgørelse/artikel, hvor jeg læste det, men det er ikke lykkedes mig, så det er muligt at det var formuleret anderledes, og om det er målt på indkomst alene eller værdien af gratis sundhedssystem m.m. var regnet med, ved jeg ikke, men det er heller ikke så vigtigt. Det vigtige er pointen: at vi er rige!

Ja, der er mennesker, som har flere penge og flere goder end os. Ja, der er nogen, som indretter deres hjem med ting, vi kun kan drømme om. Ja, vi spiser ikke så meget ude som “de andre” eller rejser ligeså meget eller hvad det nu kunne være, som vi misunder “de andre”.
Men hvis vi nu vælger at sammenligne os med størstedelen af menneskeheden og ikke bare de få “andre”, så er vi helt vildt priviligerede: Tag over hovedet. Tøj at tage på. Mad at spise HVER. ENESTE. DAG. Rent vand i toilettet?! Mulighed for uddannelse. Sikkerhed og tryghed i samfundet generelt. Så godt som ingen korruption.

Dét perspektiv flytter noget hos mig. Min selvforståelse ændres. Hvis jeg begynder at tænke om mig selv, at jeg er rig og priviligeret, så er det ikke længere synd for mig, at jeg ikke har et spritnyt køkken eller en Kähler jubilæumsvase. I stedet bliver jeg først og fremmest taknemmelig og glad for alt det, jeg har fået givet, men jeg mærker også en tilskyndelse til at gøre noget for andre, for hvor er det uretfærdigt, at jeg er så heldig og rig og priviligeret, når andre ikke er. En tilskyndelse til at gøre en forskel.

Jeg er rig og priviligeret. Tag den, Jantelov!

rich

En lillebitte, ubetydelig forskel

Verden er ikke et rart sted her i 2015. Mennesker dræber andre mennesker i både Paris og Nigeria. Mennesker sender had og grimme ord efter andre mennesker både på facebook og i den virkelige virkelighed. Og i udkanten af min omgangskreds slutter parforhold, der både fra afstand og tæt på så fuldstændig ubrydelige ud.

Jeg står ikke i centrum af nogen af tragedierne. Jeg har ikke aktier og sorg og smerte involveret i begivenhederne. Alligevel føler jeg tristhed og tomhed og et behov for at bearbejde den hårde start, vi mennesker har givet dette spritnye år.
Følelsen af magtesløshed er den dominerende. Her fabler jeg op og ned om at gøre en forskel i verden, men hvad har jeg overhovedet at bidrage med, når det kommer til stykket? Det er så langt uden for min rækkevidde at forhindre disse forfærdelige hændelser. #jesuischarlie gør ikke ligefrem sorgen lettere at bære for de, som har mistet en elsket. Ondskaben lurer i alle kroge, også i mit eget sind, hvor egoisme, selvhævdelse og offermentalitet styrer langt de fleste af mine handlinger og beslutninger.

For nogle år siden mistede min kusine sin mand på kun 28 år. Dengang var det også magtesløsheden og følelsen af at stå ved siden af uden at kunne gøre hverken fra eller til, der fyldte. Dengang skrev jeg dette digt til hende, og selvom begivenhederne her i årets begyndelse slet ikke kan sammenlignes, så oplever jeg en grundstemning, som minder mig om dengang:

Alle ord klinger hule
Når verden går i stå
Og hjertet i den elskede
Holder op at slå

Tilbage står en kærlighed
Som intet sted har hjemme
Så den forvandler sig til sorg
Der ikke la’r sig tæmme

Den river, flår din sjæl i to
Og tusind bitte stykker
Og de mange trøsteord
Fungerer ik’ som krykker

Selvom ordene er tomme
Og runger uden mening i
Så får du dem alligevel
For de er alt jeg har at gi’