Sårbarhed: at sige undskyld

Jeg skriver om sårbarhed for tiden. Jeg tænker, at den ultimative udfordring, vi har som mennesker, er at bevare vores sårbarhed i en verden, som forsøger at gøre os hårde. Jeg tager små skridt i den proces, og det er de skridt, jeg skriver om. I dag handler det om at sige undskyld og tage ansvar, selv i det små.

Vi var forsinkede, og jeg ville skrive en sms til værtsparret om, at vi kom senere. Første udkast til sms’en lød sådan: “Hejsa. Vi er blevet lidt forsinkede, da der var krise med ungerne lige som vi skulle ud ad døren. Beklager, men vi er på vej.” Men det var jo løgn. Ja, der havde været krise, da vi skulle afsted, men da den opstod, var vi allerede 10 minutter for sent på den. Så jeg stregede det.
Så var der det med ordet “lidt”. Hvor meget er lidt forsinket? 2 min? 5 min? 20 min? Og ordet “blevet”… vi er blevet. Som om det bare lige pludselig skete. Fuldstændig ud af det blå. Og det var i hvert fald ikke vores ansvar og derfor heller ikke vores skyld.
Sms’en endte sådan: “Hej. Vi kommer ca. 20 min. for sent. Det må I undskylde.”

Det lyder måske ikke af så meget, og det kan da i princippet være ligemeget, hvad der står i en sms, når man kommer for sent. Men det er ikke ligemeget. I hvert fald ikke for mig. Og nogle gange er der mere på spil.

Jeg havde gjort noget, jeg ikke skulle, og han var blevet vred på mig over det. Jeg følte trang til at forsvare mig. Forklare, hvorfor jeg havde gjort, som jeg gjorde, selvom det var dårlige undskyldninger, for jeg vidste godt, at det, jeg havde gjort, var et brud på en aftale.
Jeg gik og skummede af selvretfærdig harme, men til sidst besluttede jeg mig for at forsøge at reparere relationen. Jeg ville sige undskyld, og jeg ville forsøge ikke at forklare eller forsvare mig.
“Jeg skulle ikke have gjort det.” sagde jeg “Det var forkert af mig. Undskyld.” Og så sagde jeg ikke mere, men lyttede lidt til hans vrede og sårethed, mens jeg bed mig hårdt i tungen for ikke at begynde at skærme mig og gemme mig bag forklaringerne.
Ansvaret for min handling lå på mine skuldre, og jeg ville ikke ryste det af, selvom det gjorde ondt og var tungt at bære. Det var så svært at stå stille i det spotlight, jeg selv havde tændt, og som afslørede min handling uden beskyttende filtre. “Flygt” råbte min hjerne. “Flygt! Red dig selv.” Men jeg ville hellere redde relationen.

Billede er lånt fra Marens Uthaugs blog: http://marensblog.dk/forebredelserne-til-en-undskyldning/

Billede er lånt fra Marens Uthaugs blog: http://marensblog.dk/forebredelserne-til-en-undskyldning/


For mig er sårbarhed også at stå ved, når jeg gør noget, jeg ikke skal. Om det er i det små med ærlige sms’er, når jeg kommer for sent, eller når det er i det større, hvor en relation er såret, og hvor jeg må tage ansvar for det lort, jeg laver.
Helt ærligt, så er det virkelig svært, og du, som læser dette og som kender mig fra livet udenfor skærmen, ved, at jeg langt fra altid gør det. Jeg kommer også med undskyldninger, forklaringer og bortforklaringer. Jeg forsvarer og rationaliserer mine handlinger; negligerer betydningen af alt det dårlige jeg gør. Jeg siger måske, at jeg ikke er værre end så mange andre. At det da kan være ligemeget, hvad der står i en “jeg er forsinket”-sms. At relationen sagtens kan overleve et lille løftebrud, og hvad har han i øvrigt ikke også lavet af ting og sager.

Men i sidste ende fjerner jeg mig fra mig selv, når jeg ikke tager ansvar og siger et ordentligt undskyld. Jeg ignorerer mine egne dårlige sider for at se mig selv i et pænere lys, for det er sårbart at være et menneske, som også indeholder knap så flatterende træk; som sårer andre; som ikke holder løfter; som er uærligt. Sådan har jeg ikke lyst til at se på mig selv.
Men det er sandt, at det er sådan jeg er. Og sandheden sætter mig fri til at kunne se mig selv i øjnene som et helt og sårbart menneske, der ikke bygger mure af forklaringer og dårlige undskyldninger. Som ikke gemmer sig, men som står ved sig selv og tør indrømme, når hun laver noget lort, også i det små. Måske særligt i det små. Det er i hvert fald et godt sted at øve sig til den dag, hvor man har brug for at tage ansvaret for noget større på sig for at reparere en relation.

Advertisements

8 thoughts on “Sårbarhed: at sige undskyld

    • Ja, det er uendelig meget nemmere at skubbe det fra sig. Desværre. For jeg tror vi bliver halve mennesker af at skubbe, og det kan så nemt ødelægge det mest værdifulde vi har, nemlig vores relationer.
      Nå, jeg har jo skrevet indlægget – nu skal jeg ikke begynde igen 🙂 Det er bare noget, vi må øve os i, og så håber jeg, at det henad vejen bliver lidt lettere, eller i hvert fald mere naturligt for os, at tage ansvar for vores handlinger.
      Tak for din kommentar, Birgitte 😉

      Like

  1. Jeg øver mig også. Jeg er meget, meget slem til at finde på en “gyldig” løgn når jeg skal melde afbud, kommer for sent, ikke har fået lavet mit shit, find selv på flere. I stedet for det ærlige “Jeg har en skide dårlig dag, så jeg har ikke mod på at stå op”

    Like

    • Kender det virkelig godt. Faktisk troede jeg i lang tid, at jeg skulle begrunde en undskyldning. At det var vigtigt med en forklaring på, hvorfor dit eller dat skete eller netop ikke skete.
      Men det er det ikke. Meget sjældent i hvert fald. De fleste gange er det vigtigere med en solid undskyldning, der kan stå alene og ikke bliver gjort vakkelvoren af en (sø)forklaring. Det giver faktisk mere respekt med ærlighed.

      Jeg kommer også tit til at tænke, at det er for den andens skyld, at jeg laver “gyldige løgne”, som du så præcist kalder det. At de ikke skal få det forkerte indtryk af mig, eller at de ikke skal tro, at de ikke er vigtige for mig, eller hvad det nu er jeg siger. Men det handler altid mest om mig selv.
      Men det er godt at øve sig i, synes jeg, det føles mere ærligt og ægte.

      Like

  2. Jeg er så enig med dig at det næsten er for meget.
    Men når jeg prøver ærlighedsvejen, har jeg bare oplevet at folk f.eks. spørger ind til hvorfor jeg er forsinket, hvilket resulterer i lange og akavede forklaringer. Hvilket jeg oplever som at de bryder den sociale kontrakt. Og jeg har også oplevet at folk blev mere vrede over den helt åbne og ærlige undskylding end den mudrede løgn.
    Og så ved jeg ikke længere hvad jeg skal gøre.
    Og hvad gør man med sin ærlighed, når der er folk man faktisk ikke gider?
    Du behøver ikke kunne svare. Du rammer bare lige ned i nogle emner som jeg selv har tumlet lidt med.

    Like

    • Kære Sure (hvilket vist ikke helt passer – udmattet, træt, såret, måske?)

      TAK for dine tanker og overvejelser. Det har sat tanker i gang hos mig, men jeg har ikke de vises sten. Desværre.
      Jeg øver mig i sårbarhed og åbenhed, og det betyder, at jeg nogengange (ofte) bliver såret af andre og deres reaktioner, for som du skriver er det ikke alle, som sætter pris på ærlighed. Og så kan man jo også servere sin ærlighed på en brutal måde, som handler om, hvad man synes om andre, eller på en åben måde, som handler om én selv. I eksemplet du giver, hvis der er én man faktisk ikke orker at være sammen med, kan man jo både vælge at sige, at “jeg gider dig ikke” eller man kan sige “jeg har ikke overskud til det”. Begge dele er sandt, men i den sidste holder man bolden hos sig selv.

      Du skriver også, at du synes, at folk bryder den sociale kontrakt ved at spørge ind til grunden til at du er forsinket, f.eks. Jeg ved ikke om jeg forstår dig rigtigt her, men er det, når du har været ærlig og fortalt, hvorfor du er kommet for sent, at du oplever at skulle komme med lange akavede forklaringer? For så må jeg sige, at det har jeg ikke prøvet. Jeg synes mest mine forklaringer bliver akavede, når jeg prøver at vikle mig udenom sandheden, og jeg oplever også mest, at det er mig, der bryder den sociale kontrakt ved at være ærlig i stedet for at fyre nødløgne af.

      I bund og grund handler det vel om, hvorfor du vil være ærlig? For mig er ærligheden vigtigst, når jeg med nødløgne prøver at lyve mig bedre end jeg er. Det er dér, jeg øver mig mest på ærlighed lige nu (ikke fordi der ikke også er andre løgne i mit liv, som kunne trænge til et gennemsyn, men et skridt ad gangen, ikke?! 🙂 ). Jeg prøver med ærlighed at angribe de løgne, som skal fungere som beskyttere for mig selv, fordi de i virkeligheden skaber mure omkring mig, når jeg forsøger at opretholde en falsk facade.
      Men du har måske nogle helt andre grunde til at ville være ærlig, noget andet du ønsker at opnå gennem det? Find ud af, hvorfor det er vigtigt for dig, og så vil det måske blive lidt lettere.

      My 2 cents.

      Alt det bedste til dig,
      Thilde

      Like

    • Hej Thilde. Tak for et fint svar. Pointen er nok at droppe de løgne, der skulle få én til at fremstå bedre end virkeligheden, ikke alle løgne altid. Fordi man nemt bliver brutal. Hmmm. Jeg har ikke set før nu at jeg har brugt min ærlighed som skjold og sværd, men det har jeg nok.
      Og ja, jeg synes jo egentlig heller ikke selv at jeg er sur. Men det er ofte sådan jeg bliver opfattet, når jeg er ærlig. Ups, der var den igen…

      Like

    • Tankevækkende, at ærlighed også kan bruges som sværd og skjold. Det havde jeg ikke tænkt på, men det er jo sandt. Ærlighed kan både styrke relationer og svække dem, afhængig af hvordan det bruges. Ærlighed er ligesom kærlighed ikke en dyd i sig selv; begge dele kan bryde ned og bygge op. Jeg tror, at det er, når det kommer til at handle om os selv, at det bliver nedbrydende i stedet for opbyggende.

      Like

Skriv et svar

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s