Stilletid

Noget af det, som jeg har brugt det sidste halve år på, er at få etableret en vane med stilletid. Det vil sige tid for mig selv, uden afbrydelser, brugt på noget, der tanker mig op. Jeg bruger min stilletid på at bede og på at læse i bibelen, fordi jeg er kristen, men hvis det ikke lige er der, hvor du henter styrke og hjælp, så er der jo mange andre muligheder. Du kan læse en bog, lytte til musik, tegne, eller hvad der nu hjælper dig til at komme ned i gear og gøre noget godt for dig selv. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at meget af den ro, jeg oplever at have fået, hænger sammen med stilletids-vanen. gratitude-journal En anden idé, som jeg også bruger i perioder, er at skrive taknemmelighedsdagbog. Skriv tre eller fem ting ned hver dag, som du er taknemmelig for. I begyndelsen gør det ikke en vildt stor forskel, men over tid har jeg erfaret, at mit perspektiv på livet ændrer sig, så jeg ser mere på, hvor meget jeg har, i stedet for at komme til at fokusere på alt det, jeg synes, jeg mangler eller er gået glip af.

Jeg har lånt ideen om taknemmelighedsdagbog fra forfatteren Anna Skyggebjerg. Hun skriver en meget inspirerende blog, som er god at blive klog af. Her er hendes indlæg om taknemmelighedsdagbøger.

Jeg er klar over, at det nemt kan komme til at lyde sådan lidt selvhøjtideligt – se mig, se hvor god og perfekt, jeg er, og se hvordan jeg lige har fikset hele verden i et snuptag. Naturligvis bliver alt i livet ikke fantastisk, fordi man holder stilletid eller skriver taknemmelighedsdagbog. Det har bare været nogle gode redskaber for mig i mit liv, og det er derfor, jeg gerne vil dele det. Til inspiration, måske.

Det er i øvrigt overhovedet heller ikke hver dag, jeg får det gjort. Men i gennemsnit ca. hver anden eller tredje dag, og i forhold til tidligere hvor det var, ja, aldrig, så er det et ret stort fremskridt, som jeg faktisk er lidt stolt af.

Jeg tror, at der især er tre ting, der har gjort det lettere for mig at få lavet denne nye vane (udover at jeg reelt var motiveret for det – intet er mere vanskeligt end at lave vaner man ikke er motiveret til).

  1. Kobl den nye vane på en gammel. Jeg har valgt at lægge stilletid ind lige efter ungerne er puttet – for det skal de hver aften – men inden jeg lander gumpetungt i sofaen, hvorfra jeg ikke rejser mig, før jeg triller i seng. På den måde har den nye vane hægtet sig på en forudsigelig rytme, der gentager sig hver dag, og det er lettere at få gjort.
  2. Sig det højt. For mig var det lidt af en overvindelse at få sagt til min mand, at jeg gerne ville have denne her nye vane, og at jeg tænkte at gøre det der og der, og at jeg helst ikke ville forstyrres imens. For så var jeg jo også nødt til at gøre noget ved det! Han kunne jo se, om jeg holdt min nye vane eller ej. Jeg involverede også nogle få veninder i det, så de kunne spørge til det. Det hjælper at have nogen, som kan støtte og give et spark i den rigtige retning, når det er påkrævet.
  3. Lav en plan B og C. Dette er en af mine seneste erfaringer. For jeg er blevet så glad for stilletid, at jeg nemt kommer til at bruge en halv time eller mere, og der er aftener, hvor det bare ikke er muligt at sætte så meget tid af til det – eller hvor jeg ikke har lyst til at bruge så meget tid på det. Så jeg er ved at lave B og C-versioner af stilletid. Hvad kan jeg gøre på 10 min. eller 5 min. som alligevel giver mig et øjebliks ro og tid til eftertænksomhed? Hvordan ser en mini-udgave ud? Og så gør jeg det, de dage hvor jeg ikke har tid eller lyst til en A-version, fordi det er vigtigt for mig at bevare vanen.

Men som sagt, der er jævnligt dage hvor jeg hopper over. Og der er dage, hvor jeg glæder mig til stilletid, og der er dage, hvor jeg gør det med modstand på, og efterhånden bliver der flere og flere dage, hvor jeg bare gør det. Fordi det er en vane. En vane, som giver mig en masse godt.

Advertisements

Om fattigrøve og millionærer

Min ældste er blevet meget glad for Rasmus Seebach og særligt hans sang “Millionær”, hvor han blandt andet synger linjen “En som vil ha’ dig som du er, om du’ fattigrøv eller millionær”. Hun skråler glad og gerne med på sangen, og forældrene valgte meget strategisk at give hende en iPod Nano med hørebøffer til i julegave, så hun kan høre musikken på børneværelset i stedet for i stuen.

Nå, sidespor. Back on track. Min datter er lige fyldt 6 år, og selvom sangen er på dansk, er den stadig svær for hende at forstå. F.eks. kom hun en dag og spurgte, hvad en fattigrøv egentlig er, længe efter hun og hendes lillebror har inkorporeret ordet i deres interne skældsord-vokabularium: “Du’ en fattigrøv.” “Nej, DU’ en fattigrøv!”
Jeg forklarede, at det var én, der ikke havde særlig mange penge. Så snakkede vi lidt om, hvad en millionær var, og jeg sagde, at det var én der var meget rig og havde mange penge. Hun tænkte sig lidt om og spurgte så, så viist som kun en 6-årig kan spørge: “Mor, er vi rige?”

Min første indskydelse var at svare nej. Vi er ikke rige. Vi er ikke millionærer, og der er meget, vi ikke har råd til, selvom vi godt kunne tænke os det. Men alligevel svarede jeg: “Ja, vi er faktisk rige.”
“Hvorfor?”
“Fordi vi bor i Danmark, som er et rigt land, og fordi vi har et hus og en seng at sove i, og fordi vi kan få mad hver eneste dag.”

Jeg læste engang, at hvis man er studerende i Danmark og får SU og intet andet, så er man blandt de 10% rigeste af hele jordens befolkning. Jeg har sidenhen forsøgt at finde den opgørelse/artikel, hvor jeg læste det, men det er ikke lykkedes mig, så det er muligt at det var formuleret anderledes, og om det er målt på indkomst alene eller værdien af gratis sundhedssystem m.m. var regnet med, ved jeg ikke, men det er heller ikke så vigtigt. Det vigtige er pointen: at vi er rige!

Ja, der er mennesker, som har flere penge og flere goder end os. Ja, der er nogen, som indretter deres hjem med ting, vi kun kan drømme om. Ja, vi spiser ikke så meget ude som “de andre” eller rejser ligeså meget eller hvad det nu kunne være, som vi misunder “de andre”.
Men hvis vi nu vælger at sammenligne os med størstedelen af menneskeheden og ikke bare de få “andre”, så er vi helt vildt priviligerede: Tag over hovedet. Tøj at tage på. Mad at spise HVER. ENESTE. DAG. Rent vand i toilettet?! Mulighed for uddannelse. Sikkerhed og tryghed i samfundet generelt. Så godt som ingen korruption.

Dét perspektiv flytter noget hos mig. Min selvforståelse ændres. Hvis jeg begynder at tænke om mig selv, at jeg er rig og priviligeret, så er det ikke længere synd for mig, at jeg ikke har et spritnyt køkken eller en Kähler jubilæumsvase. I stedet bliver jeg først og fremmest taknemmelig og glad for alt det, jeg har fået givet, men jeg mærker også en tilskyndelse til at gøre noget for andre, for hvor er det uretfærdigt, at jeg er så heldig og rig og priviligeret, når andre ikke er. En tilskyndelse til at gøre en forskel.

Jeg er rig og priviligeret. Tag den, Jantelov!

rich

Begravelsestalen

valueofalife

Nogle gange tænker jeg på, hvilke ord der mon vil blive sagt om mig til min begravelse (som naturligvis først finder sted om mange, mange år, hvor jeg dør en fin og værdig død). Hvordan mon mine efterladte vil beskrive mig og beskrive mit liv? Hvad vil blive fremhævet, og hvad vil blive nedtonet? Og ikke mindst – hvad vil jeg ØNSKE at der siges, for det viser mig jo noget om, hvilke værdier der er vigtige for mig, og hvordan jeg gerne vil være som menneske.

Ovenstående citat kan jeg desværre ikke huske, hvor jeg har samlet op henne, men det er blevet hængende hos mig. At livets værdi ikke måles på mine sejre, præstationer, facebook-venner eller hvad jeg nu ellers går og samler sammen på, men i stedet på hvor meget jeg giver ud af mig selv, min tid, mit liv, mine penge; på hvor meget jeg er villig til at dele det, jeg har, med andre.

For det er faktisk også et sted, hvor jeg finder værdi i livet lige nu, og ikke når jeg engang er død (så er det der selvværd også svært at gøre noget ved). At jeg ikke bare har nok, men at jeg har rigeligt, og at jeg kan dele ud af min tid, mit liv, mine tanker, min kærlighed, min omsorg og meget andet.

Det er naturligvis også en balancegang, hvor jeg heller ikke skal give så meget til andre, at jeg selv brænder helt ud, men i bund og grund føler jeg, at det giver mit liv – og mig – værdi at kunne være noget for andre.

Om at lære nyt

Så ville jeg vende det hele på hovedet, og så er der bare radiotavshed her på bloggen, amiright?!

Nå, men det skyldes, at jeg havde bildt mig selv ind at sådan en u-vending krævede at blive fulgt op af et langt og dybt indlæg om livets store spørgsmål, men det har jeg foreløbig brugt en uge på at formulere uden synderligt resultat, så nu kaster jeg mig over noget helt andet. Nærmest det præcist modsatte. Nemlig hækling!

Jeg har aldrig været det store arts&crafts-mirakel. Faktisk fik jeg ikke mit symaskinekørekort i 5. klasse, og jeg har engang brugt et helt år på at strikke et sjal. Men jeg har længe overvejet, om ikke det der hækling var noget? Ind i mellem trænger jeg til at gøre noget, hvor jeg ikke skal bruge hovedet og følelserne så meget. Og så pludselig tænkte jeg “Nu er det nu” og så købte jeg en rulle garn og en hækle-pind, fandt en youtube-video og voilá! En grim lille lap, som jeg er sygt stolt af:

IMG_3694

Det her selvværd, det er svært at trylle frem, men jeg bliver stolt og glad over, at jeg stadig kan lære nyt. At så meget af verden endnu ligger uudforsket for mine fødder, og jeg kan opdage mere af den og blive klogere. At jeg kan frembringe noget, som muligvis er grimt, men som jeg ikke desto mindre selv har lavet OG som fandt anvendelse, da en af min datters små legetøjsfigurer desværre frøs noget så skrækkeligt.
På en mærkelig måde giver det faktisk et boost til selvværdet og selvforståelsen. Jeg kan stadig lære nyt!

Drømmekjolen

Den historie, jeg nu vil fortælle, er ikke helt ny. Den har et par måneder på bagen, men den var én af de medvirkende faktorer til, at jeg endeligt besluttede mig for at kvitte slankekure i et år, og derfor vil jeg dele den.

drømmekjolen

Der var denne her kjole. Jeg så den på nettet for mindst halvandet år siden og elskede den med det samme. Drømte om den, ghostshoppede* den og kredsede om den. Så fin og SÅ dyr i forhold til, hvad jeg normalt betaler for tøj. Men dette efterår var der pludselig indtil flere fine fester i udsigt, og så besluttede jeg, at NU var tiden kommet. Nu måtte jeg købe den, så jeg kunne være fin, fancy og fantastisk til de mange fester.
Kjolen blev bestilt. Jeg var meget spændt på om den ville passe. Jeg havde omhyggeligt målt min krop med målebånd og sammenlignet med de angivne mål på kjolen. Forsøgt at vurdere hvordan den mon ville tage sig ud i virkeligheden.
Da der endelig tikkede en mail ind med besked om, at den var klar til afhentning spildte jeg ikke mange omveje hjem fra arbejde. Pakken blev inkasseret på posthuset, ungerne afhentet og placeret foran en skærm, så jeg havde ti dyrebare minutter for mig selv til endelig at møde drømmekjolen i den virkelige virkelighed og prøve dens bløde stof mod min hud.

Pæn var den, blød og lækker. Et kritisk øjeblik opstod, da den skulle lynes, men takket være en velplaceret elastik gik det fint, og den sad på mig præcis, som jeg havde drømt om. Jeg gik hen til spejlet for rigtigt at beundre den og mig selv, men da jeg trådte hen foran det, fik jeg et chok. Foran mig stod en meget lille, tyk person viklet ind i noget stof, som gav hende en højst uformelig facon. Hun lignede overhovedet ikke den smukke, slanke model, som havde præsenteret kjolen så flot på hjemmesiden.
Hvordan kunne den lille prop i spejlet være mig i drømmekjolen? Det var fuldstændig uforståeligt, så jeg skyndte mig at tage den af.

Om aftenen prøvede jeg kjolen igen, men det hjalp ikke. Tværtimod. Jeg græd. Ikke så meget på grund af kjolen, men på grund af tyksakken i spejlet. Var det virkelig mig? Er det virkelig sådan jeg ser ud? Lille og tyk? Jamen, jeg ER jo lille og tyk; det har jeg vidst længe. Men det var første gang i lang tid, at jeg så det sådan rigtigt.
Men var det nu også rigtigt, hvad jeg så? Mon ikke det snarere var kontrasten mellem online-billedet af model-i-kjole og virkelige-Thilde-i-kjole? Måske blandet sammen med et drømmescenarie efter flere års sukken efter denne specifikke kjole?

Men jeg græd. Ægte, ærlige tårer. Jeg følte mig tyk, grim, uattraktiv, usexet og ufeminin. Jeg overvejede igen, igen, igen, igen at forsøge at få tabt de der mange kilo. Jeg tænkte, at det ville være dumt at droppe slankekure, og at jeg ikke kan bruge projektet til noget, når jeg bliver så ked af det over en kjole!

Så sov jeg på det, og da jeg vågnede, så jeg pludselig det hele meget klart: det er NETOP fordi at jeg kan blive så ked af det over en kjole og min krop, at jeg skal holde slankekursfri! Ja, det er da meget muligt, at jeg skal forsøge at tabe mig, men ikke før jeg har lært at holde af min lille og tykke krop; ikke før jeg har forstået at min værdi som kvinde og som menneske ikke er bundet op på mit udseende; ikke før det siver ind, at jeg har langt vigtigere ting at give til verden end en hvepsetalje. At skønhed ikke handler om kilo og tøjstørrelse, men om selvværd og en rank ryg. At man hviler i sig selv, tror på sig selv og holder af sig selv.
Og det er dén slags skønhed, jeg vil bruge dette år på at stræbe efter!

Dieting

*= ghostshoppe betyder at putte noget i den virtuelle indkøbskurv, men uden at gennemføre købet

Væk med vægt

Første store tvivle-periode er ved at lette igen, og jeg er så småt ved at finde tilbage i noget beslutsomhed omkring at holde fast i slankekurs-kvitteriet. Men jeg tror, at det i nogen grad bliver et valg, jeg skal tage dagligt. Hver morgen skal simpelthen begynde med et “Heller ikke i dag vil jeg slanke mig. Heller ikke i dag vil jeg lade min vægt diktere mit værd.” Dét skal være min nye vane. Men det betyder, at jeg skal skille mig af med en gammel vane, nemlig morgenvejningen.

Jeg har igennem flere år opbygget en vane med at veje mig om morgenen. Ikke hver dag men et par gange om ugen i hvert fald. Af en eller anden grund har jeg ikke overvejet at stoppe med det i mit slankekursfrie år, indtil en viis kvinde gjorde mig opmærksom på det lidt paradoksale i jævnligt at hoppe på vægten, når man gerne vil være fri for at tænke på vægt, krop og slankekure.

Jeg har været Nej, jeg ER bange for, at hvis jeg ikke har regelmæssige kontrolvejninger, så løber min vægt helt løbsk. Måske kan jeg ikke styre det, og til september næste år er det ikke 17 kg jeg gerne vil af med, men 27 kg!
Omvendt, hvis mit projekt med at opbygge selvværd på et andet grundlag end vægt skal lykkes, så er jeg nødt til at slippe kontrollen for at kunne slippe spekulationerne.

Derfor, morgenens sidste kontrolvejning sagde status quo. 77,1 kg. Næste gang jeg må tjekke er 1. september 2015. So long, ses om et års tid, badevægt!

badevaegt_skrald

En kaffe til forskel

Så stod jeg der en lørdag formiddag alene med ungerne. De, som har eller har haft små børn, ved, at det nogle gange giver mere ro at komme ud af huset end at blive hjemme, så da ungerne denne lørdag begyndte at kravle i gardinerne og slå hinanden med legetøjet, greb jeg ind og proklamerede, at nu går vi på legepladsen.

Ofte er der faktisk en del mennesker på legepladsen, børn og voksne, og af en eller anden grund kom jeg denne dag til at tænke, at jeg måske kunne gøre en forskel for nogen. Jeg bryggede en kande kaffe og tog en bunke engangskrus med. Jeg lavede rigeligt store madpakker til mine egne unger i tilfælde af, at der var flere børn, som var sultne. Jeg prøvede at forestille mig forskellige indgangsreplikker: “Vil du have en kop kaffe?”, “Nå, det er nok blevet efterår”, “Hvad hedder du, min lille ven?”.
Det virker måske lidt plat, men jeg er blevet ret optaget af tanken om, at vi er sat på jorden for at gøre en forskel, og den dag planlagde jeg, at min forskel kunne være kaffe.

coffee

Således fyldt op med gode intentioner (og kun en lille smule selvfed) gik jeg sammen med to cyklende unger hele vejen hen til legepladsen. Hvor der ikke var nogen som helst andre mennesker. Hverken børn eller voksne. Til gengæld havde jeg glemt den varme jakke til min yngste, hvilket rent faktisk kom til at gøre en forskel, idet han blev godt og grundigt forkølet.

Til gengæld lykkedes det mig at nå at brygge en kande kaffe til mig og de andre ventende forældre i forbindelse med min ældstes gymnastiktræning. Jeg planlægger at ændre verden med kaffe.