Sårbarhed: at sige undskyld

Jeg skriver om sårbarhed for tiden. Jeg tænker, at den ultimative udfordring, vi har som mennesker, er at bevare vores sårbarhed i en verden, som forsøger at gøre os hårde. Jeg tager små skridt i den proces, og det er de skridt, jeg skriver om. I dag handler det om at sige undskyld og tage ansvar, selv i det små.

Vi var forsinkede, og jeg ville skrive en sms til værtsparret om, at vi kom senere. Første udkast til sms’en lød sådan: “Hejsa. Vi er blevet lidt forsinkede, da der var krise med ungerne lige som vi skulle ud ad døren. Beklager, men vi er på vej.” Men det var jo løgn. Ja, der havde været krise, da vi skulle afsted, men da den opstod, var vi allerede 10 minutter for sent på den. Så jeg stregede det.
Så var der det med ordet “lidt”. Hvor meget er lidt forsinket? 2 min? 5 min? 20 min? Og ordet “blevet”… vi er blevet. Som om det bare lige pludselig skete. Fuldstændig ud af det blå. Og det var i hvert fald ikke vores ansvar og derfor heller ikke vores skyld.
Sms’en endte sådan: “Hej. Vi kommer ca. 20 min. for sent. Det må I undskylde.”

Det lyder måske ikke af så meget, og det kan da i princippet være ligemeget, hvad der står i en sms, når man kommer for sent. Men det er ikke ligemeget. I hvert fald ikke for mig. Og nogle gange er der mere på spil.

Jeg havde gjort noget, jeg ikke skulle, og han var blevet vred på mig over det. Jeg følte trang til at forsvare mig. Forklare, hvorfor jeg havde gjort, som jeg gjorde, selvom det var dårlige undskyldninger, for jeg vidste godt, at det, jeg havde gjort, var et brud på en aftale.
Jeg gik og skummede af selvretfærdig harme, men til sidst besluttede jeg mig for at forsøge at reparere relationen. Jeg ville sige undskyld, og jeg ville forsøge ikke at forklare eller forsvare mig.
“Jeg skulle ikke have gjort det.” sagde jeg “Det var forkert af mig. Undskyld.” Og så sagde jeg ikke mere, men lyttede lidt til hans vrede og sårethed, mens jeg bed mig hårdt i tungen for ikke at begynde at skærme mig og gemme mig bag forklaringerne.
Ansvaret for min handling lå på mine skuldre, og jeg ville ikke ryste det af, selvom det gjorde ondt og var tungt at bære. Det var så svært at stå stille i det spotlight, jeg selv havde tændt, og som afslørede min handling uden beskyttende filtre. “Flygt” råbte min hjerne. “Flygt! Red dig selv.” Men jeg ville hellere redde relationen.

Billede er lånt fra Marens Uthaugs blog: http://marensblog.dk/forebredelserne-til-en-undskyldning/

For mig er sårbarhed også at stå ved, når jeg gør noget, jeg ikke skal. Om det er i det små med ærlige sms’er, når jeg kommer for sent, eller når det er i det større, hvor en relation er såret, og hvor jeg må tage ansvar for det lort, jeg laver.
Helt ærligt, så er det virkelig svært, og du, som læser dette og som kender mig fra livet udenfor skærmen, ved, at jeg langt fra altid gør det. Jeg kommer også med undskyldninger, forklaringer og bortforklaringer. Jeg forsvarer og rationaliserer mine handlinger; negligerer betydningen af alt det dårlige jeg gør. Jeg siger måske, at jeg ikke er værre end så mange andre. At det da kan være ligemeget, hvad der står i en “jeg er forsinket”-sms. At relationen sagtens kan overleve et lille løftebrud, og hvad har han i øvrigt ikke også lavet af ting og sager.

Men i sidste ende fjerner jeg mig fra mig selv, når jeg ikke tager ansvar og siger et ordentligt undskyld. Jeg ignorerer mine egne dårlige sider for at se mig selv i et pænere lys, for det er sårbart at være et menneske, som også indeholder knap så flatterende træk; som sårer andre; som ikke holder løfter; som er uærligt. Sådan har jeg ikke lyst til at se på mig selv.
Men det er sandt, at det er sådan jeg er. Og sandheden sætter mig fri til at kunne se mig selv i øjnene som et helt og sårbart menneske, der ikke bygger mure af forklaringer og dårlige undskyldninger. Som ikke gemmer sig, men som står ved sig selv og tør indrømme, når hun laver noget lort, også i det små. Måske særligt i det små. Det er i hvert fald et godt sted at øve sig til den dag, hvor man har brug for at tage ansvaret for noget større på sig for at reparere en relation.

Sårbarhed: at spørge om hjælp

Jeg har blottet mig i dag. Sådan føles det. Jeg har smågrædt ned i en telefon, mens jeg bad om hjælp, og nu er jeg helt udmattet, som havde jeg løbet et marathon med mine følelser.

Jeg tænker som regel om mig selv, at jeg er sådan en der hjælper andre. Jeg vil gerne hjælpe, gerne lytte, gerne række ud og gøre en forskel for mennesker, der har brug for en hånd.
Jeg tænker ikke så tit, at jeg skal hjælpes, at jeg har brug for andre, at nogen skal yde mig bistand til mit liv, at nogen skal få ondt af mig, så de kan se, at jeg behøver hjælp. For det er et svært sted at være; det er et sårbart sted at være. Det kan gøre ondt, og det kan gøre noget ved ens selvopfattelse, at jeg ikke kan klare alt i livet og verden selv.

Men det er der jo i virkeligheden ingen, der kan, selvom vi er gode til at opretholde den illusion for os selv og vores omgivelser. Det lykkes mig underligt nok igen og igen at tro på, at jeg har kontrol og er stærk – men jeg glemmer at den sande styrke gemmer sig i sårbarheden. At når jeg tør blotte mig og bede om hjælp, sprænges illusionen om Kvinden i Kontrol, og jeg kommer et skridt nærmere den ægte mig. Den kvinde, som både kan være stærk og sårbar, i kontrol og i kaos, at jeg kan hjælpe og hjælpes på samme tid. Det ene udelukker ikke det andet, for jeg rummer begge sider. Ligesom alle andre mennesker gør.

Er der noget, du skal bede om hjælp til i dag?

At pleje sin indre skønhed

Igennem min kirke er jeg en del af en kvindegruppe, hvor vi mødes jævnligt og deler lidt af vores liv med hinanden. Vi er meget forskellige i alder, interesser og livssituation, men det gør det kun mere spændende at mødes.

For noget tid siden snakkede vi om det her med at skønhed kommer indefra, og hvor paradoksalt det er, at vi bruger så megen tid, penge og kræfter på vores ydre skønhed, når det nu er den indre, der efter sigende tæller.
Vi snakkede også en hel del om, hvad indre skønhed består i, og selvom vi havde mange forskellige bud på det, så endte vi vist med at være nogenlunde enige om, at det grundlæggende handler om at hvile i sig selv. En kvinde, der hviler i sig selv, vil meget ofte opfattes som smuk, fordi hun er i ro og ikke skal bevise en hel masse.

Men hvordan kan vi så pleje den her indre skønhed? Kan vi gøre noget for at begynde at hvile mere i os selv? Kan vi lave indre skønhedsrutiner på lige fod med de ydre, vi gør hver dag helt uden at tænke over det?
Vi snakkede længe om det og havde hver vores bud på, hvad der ville passe os. Et af mine forslag var det her med stilletid; en anden fortalte om at se på sig selv gennem andres (ofte mindre kritiske) øjne; gåture blev også nævnt; og jeg snakkede vistnok også om at flytte fokus væk fra sig selv, for selvoptagede mennesker er sjældent rige på indre skønhed, selvom den ydre måske ikke fejler noget.

Jeg synes, vi havde en rigtig fin snak i gruppen, og vi kom vidt omkring, men jeg er ikke færdig med emnet endnu. Jeg går stadig og summer over det, og ind i mellem kan jeg midt i håropsætningen eller mascara-påføringen blive ramt af en tanke om, hvordan jeg også kan forfine min indre skønhed. Derfor har jeg lyst til at kaste bolden op her og måske få lidt mere at gruble over:

Hvad består indre skønhed af for dig?

Hvordan plejer du din indre skønhed?

Billeder er lånt fra http://theflowmarket.com/products/indre-skonhed

Hvad er det jeg vil med mit liv?

I løbet af det sidste halve års tid har jeg skrevet utrolig mange indlæg til bloggen her. Side op og side ned. Snakke, snakke, snakke, snakke. Mig, mig mig. Har I ikke opdaget det? Har det været helt stille herinde, siger I?
Nå, det er fordi wordpress endnu ikke har en tankeoverførsels-app, så indlæggene er åbenbart forblevet inde i mit hoved. Surt show!

Heldigvis er det blevet ferietid her i huset, og det vil jeg fejre ved at begynde at få skrevet nogle af mine mentale indlæg ned til rigtige indlæg, som andre kan læse og give respons på. Jeg ved allerede, hvad de næste tre indlæg skal handle om – nu er det så bare det med at få sat noget handling bag ved ordene. Eller ord bag ved tankerne. Eller ord ud af hovedet og ned i tasteturet og ud i verden.

Lad os begynde med en lille status på mit projekt. I september 2014 lagde jeg slankekure på hylden for et år. Jeg følte mig modløs og mislykket og var træt af, at min overvægt havde så meget at skulle have sagt i forhold til mit selvværd. Jeg ville gerne nå til et punkt, hvor det ikke var min vægt eller mit udseende, som definerede mig som kvinde og som menneske.
Og hvor er jeg så nu? Jeg er stadig tyk. Jeg bliver stadig spurgt, om jeg er gravid, og jeg bliver stadig klappet på maven af mennesker, som er helt overbeviste om, at jeg ER gravid. Jeg tror ikke, at mit udseende har ændret sig specielt meget i løbet af de sidste 10 måneder. Men mit indre har! Jeg bliver ikke ked af det, når folk tænker, at der må være mere end kage i min vom. Jeg føler, at jeg på mange måder hviler mere i mig selv og er ok med mig selv – også med min uperfekte krop. Jeg hater ikke længere på mig selv. Jeg kan stadig blive bedre til at tale pænt og respektfuldt til mig selv og min krop, men jeg er ikke vred eller skamfuld på samme måde som tidligere.

Jeg mærker dog også en spirende lyst til at gøre noget ved kagebabyen i min mave. Ikke ud af selvlede eller selfshaming, men ud fra et ønske om at være god ved mig selv. At passe bedre på min krop. Få mere overskud og energi, som sundhedsapostle lokker med. Så jeg begynder at overveje, hvilke vaner, jeg godt kunne tænke mig at have, sådan på lang sigt. Men jeg begynder ikke på noget endnu. Til september. Så er is- og grillsæsonen også ved at være overstået 😀

Men allermest vil jeg gerne gå videre i denne proces. Øve mig i at huske mig selv og andre på, at det er løgn, når vi tror, at vores vægt er omvendt proportional med vores værdi (altså at jo mindre vi vejer, jo mere værd er vi som mennesker). Det er en stor fed løgn!
Den opgave, vi har her i verden, handler om noget meget større og vigtigere end, hvordan vi ser ud. Det, der betyder noget; det vi vil huskes for, når vi ikke er her mere; det aftryk som vi ønsker at sætte med vores liv; det er dér, vi skal lægge vores energi. Det er det, der giver værdi i livet.

“Fortæl mig,” sagde den amerikanske digter Mary Oliver, “Fortæl mig hvad det er du vil med dit ene vilde og dyrebare liv?”

Om fattigrøve og millionærer

Min ældste er blevet meget glad for Rasmus Seebach og særligt hans sang “Millionær”, hvor han blandt andet synger linjen “En som vil ha’ dig som du er, om du’ fattigrøv eller millionær”. Hun skråler glad og gerne med på sangen, og forældrene valgte meget strategisk at give hende en iPod Nano med hørebøffer til i julegave, så hun kan høre musikken på børneværelset i stedet for i stuen.

Nå, sidespor. Back on track. Min datter er lige fyldt 6 år, og selvom sangen er på dansk, er den stadig svær for hende at forstå. F.eks. kom hun en dag og spurgte, hvad en fattigrøv egentlig er, længe efter hun og hendes lillebror har inkorporeret ordet i deres interne skældsord-vokabularium: “Du’ en fattigrøv.” “Nej, DU’ en fattigrøv!”
Jeg forklarede, at det var én, der ikke havde særlig mange penge. Så snakkede vi lidt om, hvad en millionær var, og jeg sagde, at det var én der var meget rig og havde mange penge. Hun tænkte sig lidt om og spurgte så, så viist som kun en 6-årig kan spørge: “Mor, er vi rige?”

Min første indskydelse var at svare nej. Vi er ikke rige. Vi er ikke millionærer, og der er meget, vi ikke har råd til, selvom vi godt kunne tænke os det. Men alligevel svarede jeg: “Ja, vi er faktisk rige.”
“Hvorfor?”
“Fordi vi bor i Danmark, som er et rigt land, og fordi vi har et hus og en seng at sove i, og fordi vi kan få mad hver eneste dag.”

Jeg læste engang, at hvis man er studerende i Danmark og får SU og intet andet, så er man blandt de 10% rigeste af hele jordens befolkning. Jeg har sidenhen forsøgt at finde den opgørelse/artikel, hvor jeg læste det, men det er ikke lykkedes mig, så det er muligt at det var formuleret anderledes, og om det er målt på indkomst alene eller værdien af gratis sundhedssystem m.m. var regnet med, ved jeg ikke, men det er heller ikke så vigtigt. Det vigtige er pointen: at vi er rige!

Ja, der er mennesker, som har flere penge og flere goder end os. Ja, der er nogen, som indretter deres hjem med ting, vi kun kan drømme om. Ja, vi spiser ikke så meget ude som “de andre” eller rejser ligeså meget eller hvad det nu kunne være, som vi misunder “de andre”.
Men hvis vi nu vælger at sammenligne os med størstedelen af menneskeheden og ikke bare de få “andre”, så er vi helt vildt priviligerede: Tag over hovedet. Tøj at tage på. Mad at spise HVER. ENESTE. DAG. Rent vand i toilettet?! Mulighed for uddannelse. Sikkerhed og tryghed i samfundet generelt. Så godt som ingen korruption.

Dét perspektiv flytter noget hos mig. Min selvforståelse ændres. Hvis jeg begynder at tænke om mig selv, at jeg er rig og priviligeret, så er det ikke længere synd for mig, at jeg ikke har et spritnyt køkken eller en Kähler jubilæumsvase. I stedet bliver jeg først og fremmest taknemmelig og glad for alt det, jeg har fået givet, men jeg mærker også en tilskyndelse til at gøre noget for andre, for hvor er det uretfærdigt, at jeg er så heldig og rig og priviligeret, når andre ikke er. En tilskyndelse til at gøre en forskel.

Jeg er rig og priviligeret. Tag den, Jantelov!

En lillebitte, ubetydelig forskel

Verden er ikke et rart sted her i 2015. Mennesker dræber andre mennesker i både Paris og Nigeria. Mennesker sender had og grimme ord efter andre mennesker både på facebook og i den virkelige virkelighed. Og i udkanten af min omgangskreds slutter parforhold, der både fra afstand og tæt på så fuldstændig ubrydelige ud.

Jeg står ikke i centrum af nogen af tragedierne. Jeg har ikke aktier og sorg og smerte involveret i begivenhederne. Alligevel føler jeg tristhed og tomhed og et behov for at bearbejde den hårde start, vi mennesker har givet dette spritnye år.
Følelsen af magtesløshed er den dominerende. Her fabler jeg op og ned om at gøre en forskel i verden, men hvad har jeg overhovedet at bidrage med, når det kommer til stykket? Det er så langt uden for min rækkevidde at forhindre disse forfærdelige hændelser. #jesuischarlie gør ikke ligefrem sorgen lettere at bære for de, som har mistet en elsket. Ondskaben lurer i alle kroge, også i mit eget sind, hvor egoisme, selvhævdelse og offermentalitet styrer langt de fleste af mine handlinger og beslutninger.

For nogle år siden mistede min kusine sin mand på kun 28 år. Dengang var det også magtesløsheden og følelsen af at stå ved siden af uden at kunne gøre hverken fra eller til, der fyldte. Dengang skrev jeg dette digt til hende, og selvom begivenhederne her i årets begyndelse slet ikke kan sammenlignes, så oplever jeg en grundstemning, som minder mig om dengang:

Alle ord klinger hule
Når verden går i stå
Og hjertet i den elskede
Holder op at slå

Tilbage står en kærlighed
Som intet sted har hjemme
Så den forvandler sig til sorg
Der ikke la’r sig tæmme

Den river, flår din sjæl i to
Og tusind bitte stykker
Og de mange trøsteord
Fungerer ik’ som krykker

Selvom ordene er tomme
Og runger uden mening i
Så får du dem alligevel
For de er alt jeg har at gi’

I januar vil jeg…

Jeg læste et indlæg hos Finurligt om mål og ønsker for januar. Faktisk er det noget, hun vistnok gør hver måned; laver en lille liste med overkommelige punkter og en blanding af begivenheder, man ser frem til, ønsker og mål for måneden. Det inspirerede mig med sin enkelhed, så jeg tænkte, at jeg også vil give det et forsøg.

I januar vil jeg

• planlægge min fødselsdag, som ligger den sidste dag i denne måned. Det er som om den tit kommer bag på mig, når hverdagen tager fart, og det er flere år endt med ikke rigtigt at blive markeret. Sidste år inviterede jeg en flok veninder og det var super hyggeligt. Måske gør jeg noget lignende i år. Måske finder jeg på noget andet. Men markeres skal det – for så har jeg også noget at gå og glæde mig til!
• lave en slags oversigt til ungerne for at inspirere dem til at hjælpe mere til herhjemme. De vil sådan set gerne, men i hverdagen mangler jeg tit overskud til at hjælpe dem til at hjælpe. Jeg forestiller mig nogle tegninger af nogle opgaver, som de stort set kan varetage selv, og så kan de måske få et kryds eller et klistermærke eller sådan noget, når de laver en ting. Ikke penge dog. Jeg er opdraget med, at man hjælper fordi man er en del af familien, og man får lommepenge, fordi man er en del af familien, og det vil jeg egentlig rigtig gerne give videre til mine unger.
• forsøge alt hvad jeg kan at holde “bliv bikiniklar” og “tab 1000 kg på 5 min” og “løb hurtigere end vinden” –reklamerne fra livet og selvværdet. I januar er det meget nemt at få det indtryk, at livet handler om at smide overflødige kilo.
• gøre mindst én ny ting. Måske skal jeg forsøge noget nyt med hækling – f.eks. kunne det være sjovt at kunne noget andet end at hækle firkanter af varirende størrelse. Måske skal jeg prøve at lave noget mad, jeg ikke har lavet før. Eller noget helt andet. Bare det er nyt for mig.
• nu har jeg siden oktober ledt efter et par gode, pæne, varme vinterstøvler. Jeg kunne ønske mig, at jeg fandt et par i januar, og hvis det er på udsalg vil det bare gøre det endnu bedre.
• apropos ville jeg også blive glad, hvis jeg kunne finde nogle nye leggings og nogle flere hverdagskjoler på udsalg
• få planlagt kæreste-aftener for det næste halve år med min mand. Vi planlægger én aften om ugen for et halvt år ad gangen, og det er lidt forskelligt, hvilken dag det er, og hvad en kæresteaften består i, udover at vi begge er hjemme på samme tid. Mit ønske for januar er, at mindst én af disse aftener foregår udenfor egen matrikel.

Se, det var mine planer for januar. Udover naturligvis den almindelige trummerum med hverdag, familieliv og arbejde. Hvilke planer, mål eller ønsker har du for måneden?

lånt herfra: http://www.designer-daily.com/every-day-life-would-be-cooler-with-sound-effects-5528

Op på hesten og ned fra hesten – om nytårsforsætter

For et år siden lavede jeg et meget hemmeligt nytårsforsæt. Hemmeligt, fordi det føltes så kliché, at jeg næsten ikke kunne holde mig selv ud: jeg ville bruge 2014 på at blive mine overflødige kilo kvit, så jeg kunne være smækker-lækker til min elskede lillebrors bryllup i august.
Det gik også helt super. En måneds tid. Så gik jeg amok i spegepølsemadder med remoulade. Men op på hesten igen. Fjorten dage senere faldt jeg af, og så kom jeg ikke rigtig op igen, men hang fast med én fod i stigbøjlen og resten af kroppen slæbende hen ad jorden. Hoppende og bumpende afsted efter en hest, jeg ikke rigtig kunne finde ud af, om jeg egentlig gad ride på.

Hen mod sommer havde jeg fået blå mærker nok, og omsider fik jeg mig gjort fri og lod krikken løbe afsted uden mig. Det blev august, det blev min lillebrors bryllup, og jeg var ikke tynd, men jeg var fri.

I september så denne blog dagens lys. Et forsøg på at sætte ord på min proces, men også en måde at fastholde mig i den. Desuden har den medleven og de mange gode råd og tanker, jeg har fået ved at åbne op, hjulpet mig til f.eks. at holde op med at veje mig i tide og utide og at flytte fokus fra det, jeg vil væk fra, mod det, jeg vil hen til. Tusind tak til alle jer, som har fulgt med og givet respons, enten her på bloggen, på facebook eller ude i den virkelige verden. Det betyder virkelig meget for mig!

Så hvad nu? Hvad skal mit mål for 2015 være? Lige nu har jeg nok mest brug for at blive fastholdt i den proces, jeg har gang i. At det igen bliver en bevidst proces i stedet for noget jeg besluttede for et halvt års tid siden og derefter ikke gjorde mere ved. Derfor vover jeg at sige, at jeg vil skrive et indlæg om ugen her på siden. Det behøver ikke være stort og forkromet, men hver uge skal jeg standse op og reflektere. Blive bevidst. Om mig selv. Om mit selvværd. Om hvor jeg er på vej hen. Om hvor jeg ikke vil hen. Om hvor og hvordan jeg kan gøre en forskel i den verden, jeg er en del af.

Det er muligt, at “flere blogindlæg” også er en kliché blandt nytårsforsætter, men i år er det ikke hemmeligt. Det er heller ikke besluttet ud af en skam-følelse, men ud af en friheds-følelse og et ønske om, at jeg må finde endnu mere selvværd og ro i 2015.

Lånt herfra: http://www.memecenter.com/fun/1046143/fuck-all-new-years-resolutions

Hvad ønsker du for 2015?

U-vending

Jeg elsker denne blog for mange forskellige ting, men særligt for den interaktion den giver mulighed for. Når andre giver deres besyv med, så udvider det min horisont, sætter nye tanker og processer i gang, og jeg bliver klogere på både andre og mig selv.
I løbet af de sidste par uger har jeg fra flere forskellige sider mødt kærlig medleven og en udfordring til ikke kun at fokusere på, hvad jeg vil væk fra, men også hvor jeg vil hen.

Det er en udfordring, jeg meget gerne vil tage op, for det er på tide at vende blikket fra det, der ligger bag til det, der venter forude. Jeg vil i virkeligheden også langt hellere skrive om, hvad der giver mig selvværd, hvordan og hvor jeg finder ro, skrive om alt det positive ved processen, jeg har gang i. Men jeg er også nervøs for at fremstille et glansbillede, som ikke svarer til virkeligheden. Derfor har det været nemmere og mere trygt at skrive om kampene. Men det er jo heller ikke sandt, at mit liv er én lang kamp.

Derfor vil jeg lade dette indlæg markere en u-vending på bloggen og i min proces. Blikket flyttes fra bagud til fremad – eller nok mest af alt til lige nu og her. I løbet af de næste par uger vil jeg skrive om, hvor jeg finder værdi og glæde i mit liv. Som altid er I velkomne til at byde ind med tanker og overvejelser, enten her eller via facebook, og måske dele hvor I finder værdi henne. Det kunne jo være, at jeg blev klogere.

Forandring fryder

Jeg ville egentlig have skrevet noget helt andet, men nogle tanker har rumsteret, siden læste jeg et indlæg på Marias blog, som handlede om balance. Balance i livet, balance i sjælen og den evige stræben efter at være i balance. Maria var sej og udfordrede balance-idealet:

Der findes ingen balance. Der findes kun forandring. I det øjeblik du oplever balance; balance i hormonerne, i relationerne, i dit humør, i dit arbejdsliv – bum, så er døden indtruffet. LIVET ér forandring. Aldrig stilstand. Aldrig i mål.

Det ramte mig i solar plexus, for jeg kommer ind i mellem til at bilde mig selv ind, at når dette år er gået, når jeg har opbygget et solidt selvværd på stabil grund, SÅ er lykken i hus og lutter lagkage, SÅ bliver livet godt og værd at leve.
Men jeg glemmer, at livet er værd at leve, fordi det er livet! At også de dage, hvor jeg frustreret hiver mig selv i mavedellerne, er en gave, og der er så uendelig meget at være taknemmelig for. Livet er i sin essens foranderligt. Hver dag er ny og forskellig fra både den foregående og den kommende. Det betyder ikke, at vi ikke kan og må arbejde med de områder af vores liv, hvor vi ønsker forandring, men for mig betyder det også, at jeg ikke skal regne med at komme sådan endeligt i mål. I hvert fald ikke den slags mål, hvor jeg kan læne mig tilbage og betragte mit værk og mit selvværd som en afsluttet proces.
Processen, både opturene og nedturene, er unikke øjeblikke af mit liv, og det giver en underlig form for ro, for så behøver jeg ikke slå mig selv i hovedet over en nedtursdag. Livet er foranderligt, så det betyder, at der nok også venter en optursdag forude.