Hvad er det jeg vil med mit liv?

I løbet af det sidste halve års tid har jeg skrevet utrolig mange indlæg til bloggen her. Side op og side ned. Snakke, snakke, snakke, snakke. Mig, mig mig. Har I ikke opdaget det? Har det været helt stille herinde, siger I?
Nå, det er fordi wordpress endnu ikke har en tankeoverførsels-app, så indlæggene er åbenbart forblevet inde i mit hoved. Surt show!

Heldigvis er det blevet ferietid her i huset, og det vil jeg fejre ved at begynde at få skrevet nogle af mine mentale indlæg ned til rigtige indlæg, som andre kan læse og give respons på. Jeg ved allerede, hvad de næste tre indlæg skal handle om – nu er det så bare det med at få sat noget handling bag ved ordene. Eller ord bag ved tankerne. Eller ord ud af hovedet og ned i tasteturet og ud i verden.

Lad os begynde med en lille status på mit projekt. I september 2014 lagde jeg slankekure på hylden for et år. Jeg følte mig modløs og mislykket og var træt af, at min overvægt havde så meget at skulle have sagt i forhold til mit selvværd. Jeg ville gerne nå til et punkt, hvor det ikke var min vægt eller mit udseende, som definerede mig som kvinde og som menneske.
Og hvor er jeg så nu? Jeg er stadig tyk. Jeg bliver stadig spurgt, om jeg er gravid, og jeg bliver stadig klappet på maven af mennesker, som er helt overbeviste om, at jeg ER gravid. Jeg tror ikke, at mit udseende har ændret sig specielt meget i løbet af de sidste 10 måneder. Men mit indre har! Jeg bliver ikke ked af det, når folk tænker, at der må være mere end kage i min vom. Jeg føler, at jeg på mange måder hviler mere i mig selv og er ok med mig selv – også med min uperfekte krop. Jeg hater ikke længere på mig selv. Jeg kan stadig blive bedre til at tale pænt og respektfuldt til mig selv og min krop, men jeg er ikke vred eller skamfuld på samme måde som tidligere.

Jeg mærker dog også en spirende lyst til at gøre noget ved kagebabyen i min mave. Ikke ud af selvlede eller selfshaming, men ud fra et ønske om at være god ved mig selv. At passe bedre på min krop. Få mere overskud og energi, som sundhedsapostle lokker med. Så jeg begynder at overveje, hvilke vaner, jeg godt kunne tænke mig at have, sådan på lang sigt. Men jeg begynder ikke på noget endnu. Til september. Så er is- og grillsæsonen også ved at være overstået 😀

Men allermest vil jeg gerne gå videre i denne proces. Øve mig i at huske mig selv og andre på, at det er løgn, når vi tror, at vores vægt er omvendt proportional med vores værdi (altså at jo mindre vi vejer, jo mere værd er vi som mennesker). Det er en stor fed løgn!
Den opgave, vi har her i verden, handler om noget meget større og vigtigere end, hvordan vi ser ud. Det, der betyder noget; det vi vil huskes for, når vi ikke er her mere; det aftryk som vi ønsker at sætte med vores liv; det er dér, vi skal lægge vores energi. Det er det, der giver værdi i livet.

“Fortæl mig,” sagde den amerikanske digter Mary Oliver, “Fortæl mig hvad det er du vil med dit ene vilde og dyrebare liv?”

maryoliver

Advertisements

Om fattigrøve og millionærer

Min ældste er blevet meget glad for Rasmus Seebach og særligt hans sang “Millionær”, hvor han blandt andet synger linjen “En som vil ha’ dig som du er, om du’ fattigrøv eller millionær”. Hun skråler glad og gerne med på sangen, og forældrene valgte meget strategisk at give hende en iPod Nano med hørebøffer til i julegave, så hun kan høre musikken på børneværelset i stedet for i stuen.

Nå, sidespor. Back on track. Min datter er lige fyldt 6 år, og selvom sangen er på dansk, er den stadig svær for hende at forstå. F.eks. kom hun en dag og spurgte, hvad en fattigrøv egentlig er, længe efter hun og hendes lillebror har inkorporeret ordet i deres interne skældsord-vokabularium: “Du’ en fattigrøv.” “Nej, DU’ en fattigrøv!”
Jeg forklarede, at det var én, der ikke havde særlig mange penge. Så snakkede vi lidt om, hvad en millionær var, og jeg sagde, at det var én der var meget rig og havde mange penge. Hun tænkte sig lidt om og spurgte så, så viist som kun en 6-årig kan spørge: “Mor, er vi rige?”

Min første indskydelse var at svare nej. Vi er ikke rige. Vi er ikke millionærer, og der er meget, vi ikke har råd til, selvom vi godt kunne tænke os det. Men alligevel svarede jeg: “Ja, vi er faktisk rige.”
“Hvorfor?”
“Fordi vi bor i Danmark, som er et rigt land, og fordi vi har et hus og en seng at sove i, og fordi vi kan få mad hver eneste dag.”

Jeg læste engang, at hvis man er studerende i Danmark og får SU og intet andet, så er man blandt de 10% rigeste af hele jordens befolkning. Jeg har sidenhen forsøgt at finde den opgørelse/artikel, hvor jeg læste det, men det er ikke lykkedes mig, så det er muligt at det var formuleret anderledes, og om det er målt på indkomst alene eller værdien af gratis sundhedssystem m.m. var regnet med, ved jeg ikke, men det er heller ikke så vigtigt. Det vigtige er pointen: at vi er rige!

Ja, der er mennesker, som har flere penge og flere goder end os. Ja, der er nogen, som indretter deres hjem med ting, vi kun kan drømme om. Ja, vi spiser ikke så meget ude som “de andre” eller rejser ligeså meget eller hvad det nu kunne være, som vi misunder “de andre”.
Men hvis vi nu vælger at sammenligne os med størstedelen af menneskeheden og ikke bare de få “andre”, så er vi helt vildt priviligerede: Tag over hovedet. Tøj at tage på. Mad at spise HVER. ENESTE. DAG. Rent vand i toilettet?! Mulighed for uddannelse. Sikkerhed og tryghed i samfundet generelt. Så godt som ingen korruption.

Dét perspektiv flytter noget hos mig. Min selvforståelse ændres. Hvis jeg begynder at tænke om mig selv, at jeg er rig og priviligeret, så er det ikke længere synd for mig, at jeg ikke har et spritnyt køkken eller en Kähler jubilæumsvase. I stedet bliver jeg først og fremmest taknemmelig og glad for alt det, jeg har fået givet, men jeg mærker også en tilskyndelse til at gøre noget for andre, for hvor er det uretfærdigt, at jeg er så heldig og rig og priviligeret, når andre ikke er. En tilskyndelse til at gøre en forskel.

Jeg er rig og priviligeret. Tag den, Jantelov!

rich

En lillebitte, ubetydelig forskel

Verden er ikke et rart sted her i 2015. Mennesker dræber andre mennesker i både Paris og Nigeria. Mennesker sender had og grimme ord efter andre mennesker både på facebook og i den virkelige virkelighed. Og i udkanten af min omgangskreds slutter parforhold, der både fra afstand og tæt på så fuldstændig ubrydelige ud.

Jeg står ikke i centrum af nogen af tragedierne. Jeg har ikke aktier og sorg og smerte involveret i begivenhederne. Alligevel føler jeg tristhed og tomhed og et behov for at bearbejde den hårde start, vi mennesker har givet dette spritnye år.
Følelsen af magtesløshed er den dominerende. Her fabler jeg op og ned om at gøre en forskel i verden, men hvad har jeg overhovedet at bidrage med, når det kommer til stykket? Det er så langt uden for min rækkevidde at forhindre disse forfærdelige hændelser. #jesuischarlie gør ikke ligefrem sorgen lettere at bære for de, som har mistet en elsket. Ondskaben lurer i alle kroge, også i mit eget sind, hvor egoisme, selvhævdelse og offermentalitet styrer langt de fleste af mine handlinger og beslutninger.

For nogle år siden mistede min kusine sin mand på kun 28 år. Dengang var det også magtesløsheden og følelsen af at stå ved siden af uden at kunne gøre hverken fra eller til, der fyldte. Dengang skrev jeg dette digt til hende, og selvom begivenhederne her i årets begyndelse slet ikke kan sammenlignes, så oplever jeg en grundstemning, som minder mig om dengang:

Alle ord klinger hule
Når verden går i stå
Og hjertet i den elskede
Holder op at slå

Tilbage står en kærlighed
Som intet sted har hjemme
Så den forvandler sig til sorg
Der ikke la’r sig tæmme

Den river, flår din sjæl i to
Og tusind bitte stykker
Og de mange trøsteord
Fungerer ik’ som krykker

Selvom ordene er tomme
Og runger uden mening i
Så får du dem alligevel
For de er alt jeg har at gi’

I januar vil jeg…

Jeg læste et indlæg hos Finurligt om mål og ønsker for januar. Faktisk er det noget, hun vistnok gør hver måned; laver en lille liste med overkommelige punkter og en blanding af begivenheder, man ser frem til, ønsker og mål for måneden. Det inspirerede mig med sin enkelhed, så jeg tænkte, at jeg også vil give det et forsøg.

I januar vil jeg

  • planlægge min fødselsdag, som ligger den sidste dag i denne måned. Det er som om den tit kommer bag på mig, når hverdagen tager fart, og det er flere år endt med ikke rigtigt at blive markeret. Sidste år inviterede jeg en flok veninder og det var super hyggeligt. Måske gør jeg noget lignende i år. Måske finder jeg på noget andet. Men markeres skal det – for så har jeg også noget at gå og glæde mig til!
  • lave en slags oversigt til ungerne for at inspirere dem til at hjælpe mere til herhjemme. De vil sådan set gerne, men i hverdagen mangler jeg tit overskud til at hjælpe dem til at hjælpe. Jeg forestiller mig nogle tegninger af nogle opgaver, som de stort set kan varetage selv, og så kan de måske få et kryds eller et klistermærke eller sådan noget, når de laver en ting. Ikke penge dog. Jeg er opdraget med, at man hjælper fordi man er en del af familien, og man får lommepenge, fordi man er en del af familien, og det vil jeg egentlig rigtig gerne give videre til mine unger.
  • forsøge alt hvad jeg kan at holde “bliv bikiniklar” og “tab 1000 kg på 5 min” og “løb hurtigere end vinden” –reklamerne fra livet og selvværdet. I januar er det meget nemt at få det indtryk, at livet handler om at smide overflødige kilo.
  • gøre mindst én ny ting. Måske skal jeg forsøge noget nyt med hækling – f.eks. kunne det være sjovt at kunne noget andet end at hækle firkanter af varirende størrelse. Måske skal jeg prøve at lave noget mad, jeg ikke har lavet før. Eller noget helt andet. Bare det er nyt for mig.
  • nu har jeg siden oktober ledt efter et par gode, pæne, varme vinterstøvler. Jeg kunne ønske mig, at jeg fandt et par i januar, og hvis det er på udsalg vil det bare gøre det endnu bedre.
  • apropos ville jeg også blive glad, hvis jeg kunne finde nogle nye leggings og nogle flere hverdagskjoler på udsalg
  • få planlagt kæreste-aftener for det næste halve år med min mand. Vi planlægger én aften om ugen for et halvt år ad gangen, og det er lidt forskelligt, hvilken dag det er, og hvad en kæresteaften består i, udover at vi begge er hjemme på samme tid. Mit ønske for januar er, at mindst én af disse aftener foregår udenfor egen matrikel.

Se, det var mine planer for januar. Udover naturligvis den almindelige trummerum med hverdag, familieliv og arbejde. Hvilke planer, mål eller ønsker har du for måneden?

Op på hesten og ned fra hesten – om nytårsforsætter

nytårsforsæt2

For et år siden lavede jeg et meget hemmeligt nytårsforsæt. Hemmeligt, fordi det føltes så kliché, at jeg næsten ikke kunne holde mig selv ud: jeg ville bruge 2014 på at blive mine overflødige kilo kvit, så jeg kunne være smækker-lækker til min elskede lillebrors bryllup i august.
Det gik også helt super. En måneds tid. Så gik jeg amok i spegepølsemadder med remoulade. Men op på hesten igen. Fjorten dage senere faldt jeg af, og så kom jeg ikke rigtig op igen, men hang fast med én fod i stigbøjlen og resten af kroppen slæbende hen ad jorden. Hoppende og bumpende afsted efter en hest, jeg ikke rigtig kunne finde ud af, om jeg egentlig gad ride på.

Hen mod sommer havde jeg fået blå mærker nok, og omsider fik jeg mig gjort fri og lod krikken løbe afsted uden mig. Det blev august, det blev min lillebrors bryllup, og jeg var ikke tynd, men jeg var fri.

I september så denne blog dagens lys. Et forsøg på at sætte ord på min proces, men også en måde at fastholde mig i den. Desuden har den medleven og de mange gode råd og tanker, jeg har fået ved at åbne op, hjulpet mig til f.eks. at holde op med at veje mig i tide og utide og at flytte fokus fra det, jeg vil væk fra, mod det, jeg vil hen til. Tusind tak til alle jer, som har fulgt med og givet respons, enten her på bloggen, på facebook eller ude i den virkelige verden. Det betyder virkelig meget for mig!

Så hvad nu? Hvad skal mit mål for 2015 være? Lige nu har jeg nok mest brug for at blive fastholdt i den proces, jeg har gang i. At det igen bliver en bevidst proces i stedet for noget jeg besluttede for et halvt års tid siden og derefter ikke gjorde mere ved. Derfor vover jeg at sige, at jeg vil skrive et indlæg om ugen her på siden. Det behøver ikke være stort og forkromet, men hver uge skal jeg standse op og reflektere. Blive bevidst. Om mig selv. Om mit selvværd. Om hvor jeg er på vej hen. Om hvor jeg ikke vil hen. Om hvor og hvordan jeg kan gøre en forskel i den verden, jeg er en del af.

Det er muligt, at “flere blogindlæg” også er en kliché blandt nytårsforsætter, men i år er det ikke hemmeligt. Det er heller ikke besluttet ud af en skam-følelse, men ud af en friheds-følelse og et ønske om, at jeg må finde endnu mere selvværd og ro i 2015.

Hvad ønsker du for 2015?

Serviceinfo: Julen kommer!

Der har været tavshed i over en måned nu. Jeg har ikke glemt mit projekt, men livet ude i real life har krævet sin kvinde, og så var det der, jeg prioriterede at lægge min energi. Siden sidst er jeg ved flere lejligheder blevet klappet på maven, og jeg kan med stolthed sige, at jeg stadig ikke bliver grund-ked-af-det og ulykkelig, som jeg tidligere er blevet. Det tyder derfor på, at selvom jeg i den sidste tid ikke har haft så meget fokus på at ændre fokus, så er der alligevel sket noget i mig, som er en positiv forandring. Det betyder ikke, at jeg synes det er drønskægt at blive taget for at være gravid uden at være det, men det er fedt, at det ikke længere er stort, betændt sår, fyldt med skyldfølelse og skam.

Lige om lidt er det jul. Bare en service-info, hvis nogen af jer ikke skulle have opdaget det. Jeg vil gerne ønske alle, som kommer forbi siden her, en rigtig glædelig jul med denne lille, fine kortfilm. Et meget anderledes, men rørende “take” på juleevangeliet:

Rigtig glædelig jul!

jul

Begravelsestalen

valueofalife

Nogle gange tænker jeg på, hvilke ord der mon vil blive sagt om mig til min begravelse (som naturligvis først finder sted om mange, mange år, hvor jeg dør en fin og værdig død). Hvordan mon mine efterladte vil beskrive mig og beskrive mit liv? Hvad vil blive fremhævet, og hvad vil blive nedtonet? Og ikke mindst – hvad vil jeg ØNSKE at der siges, for det viser mig jo noget om, hvilke værdier der er vigtige for mig, og hvordan jeg gerne vil være som menneske.

Ovenstående citat kan jeg desværre ikke huske, hvor jeg har samlet op henne, men det er blevet hængende hos mig. At livets værdi ikke måles på mine sejre, præstationer, facebook-venner eller hvad jeg nu ellers går og samler sammen på, men i stedet på hvor meget jeg giver ud af mig selv, min tid, mit liv, mine penge; på hvor meget jeg er villig til at dele det, jeg har, med andre.

For det er faktisk også et sted, hvor jeg finder værdi i livet lige nu, og ikke når jeg engang er død (så er det der selvværd også svært at gøre noget ved). At jeg ikke bare har nok, men at jeg har rigeligt, og at jeg kan dele ud af min tid, mit liv, mine tanker, min kærlighed, min omsorg og meget andet.

Det er naturligvis også en balancegang, hvor jeg heller ikke skal give så meget til andre, at jeg selv brænder helt ud, men i bund og grund føler jeg, at det giver mit liv – og mig – værdi at kunne være noget for andre.