I januar vil jeg…

Jeg læste et indlæg hos Finurligt om mål og ønsker for januar. Faktisk er det noget, hun vistnok gør hver måned; laver en lille liste med overkommelige punkter og en blanding af begivenheder, man ser frem til, ønsker og mål for måneden. Det inspirerede mig med sin enkelhed, så jeg tænkte, at jeg også vil give det et forsøg.

I januar vil jeg

  • planlægge min fødselsdag, som ligger den sidste dag i denne måned. Det er som om den tit kommer bag på mig, når hverdagen tager fart, og det er flere år endt med ikke rigtigt at blive markeret. Sidste år inviterede jeg en flok veninder og det var super hyggeligt. Måske gør jeg noget lignende i år. Måske finder jeg på noget andet. Men markeres skal det – for så har jeg også noget at gå og glæde mig til!
  • lave en slags oversigt til ungerne for at inspirere dem til at hjælpe mere til herhjemme. De vil sådan set gerne, men i hverdagen mangler jeg tit overskud til at hjælpe dem til at hjælpe. Jeg forestiller mig nogle tegninger af nogle opgaver, som de stort set kan varetage selv, og så kan de måske få et kryds eller et klistermærke eller sådan noget, når de laver en ting. Ikke penge dog. Jeg er opdraget med, at man hjælper fordi man er en del af familien, og man får lommepenge, fordi man er en del af familien, og det vil jeg egentlig rigtig gerne give videre til mine unger.
  • forsøge alt hvad jeg kan at holde “bliv bikiniklar” og “tab 1000 kg på 5 min” og “løb hurtigere end vinden” –reklamerne fra livet og selvværdet. I januar er det meget nemt at få det indtryk, at livet handler om at smide overflødige kilo.
  • gøre mindst én ny ting. Måske skal jeg forsøge noget nyt med hækling – f.eks. kunne det være sjovt at kunne noget andet end at hækle firkanter af varirende størrelse. Måske skal jeg prøve at lave noget mad, jeg ikke har lavet før. Eller noget helt andet. Bare det er nyt for mig.
  • nu har jeg siden oktober ledt efter et par gode, pæne, varme vinterstøvler. Jeg kunne ønske mig, at jeg fandt et par i januar, og hvis det er på udsalg vil det bare gøre det endnu bedre.
  • apropos ville jeg også blive glad, hvis jeg kunne finde nogle nye leggings og nogle flere hverdagskjoler på udsalg
  • få planlagt kæreste-aftener for det næste halve år med min mand. Vi planlægger én aften om ugen for et halvt år ad gangen, og det er lidt forskelligt, hvilken dag det er, og hvad en kæresteaften består i, udover at vi begge er hjemme på samme tid. Mit ønske for januar er, at mindst én af disse aftener foregår udenfor egen matrikel.

Se, det var mine planer for januar. Udover naturligvis den almindelige trummerum med hverdag, familieliv og arbejde. Hvilke planer, mål eller ønsker har du for måneden?

Op på hesten og ned fra hesten – om nytårsforsætter

nytårsforsæt2

For et år siden lavede jeg et meget hemmeligt nytårsforsæt. Hemmeligt, fordi det føltes så kliché, at jeg næsten ikke kunne holde mig selv ud: jeg ville bruge 2014 på at blive mine overflødige kilo kvit, så jeg kunne være smækker-lækker til min elskede lillebrors bryllup i august.
Det gik også helt super. En måneds tid. Så gik jeg amok i spegepølsemadder med remoulade. Men op på hesten igen. Fjorten dage senere faldt jeg af, og så kom jeg ikke rigtig op igen, men hang fast med én fod i stigbøjlen og resten af kroppen slæbende hen ad jorden. Hoppende og bumpende afsted efter en hest, jeg ikke rigtig kunne finde ud af, om jeg egentlig gad ride på.

Hen mod sommer havde jeg fået blå mærker nok, og omsider fik jeg mig gjort fri og lod krikken løbe afsted uden mig. Det blev august, det blev min lillebrors bryllup, og jeg var ikke tynd, men jeg var fri.

I september så denne blog dagens lys. Et forsøg på at sætte ord på min proces, men også en måde at fastholde mig i den. Desuden har den medleven og de mange gode råd og tanker, jeg har fået ved at åbne op, hjulpet mig til f.eks. at holde op med at veje mig i tide og utide og at flytte fokus fra det, jeg vil væk fra, mod det, jeg vil hen til. Tusind tak til alle jer, som har fulgt med og givet respons, enten her på bloggen, på facebook eller ude i den virkelige verden. Det betyder virkelig meget for mig!

Så hvad nu? Hvad skal mit mål for 2015 være? Lige nu har jeg nok mest brug for at blive fastholdt i den proces, jeg har gang i. At det igen bliver en bevidst proces i stedet for noget jeg besluttede for et halvt års tid siden og derefter ikke gjorde mere ved. Derfor vover jeg at sige, at jeg vil skrive et indlæg om ugen her på siden. Det behøver ikke være stort og forkromet, men hver uge skal jeg standse op og reflektere. Blive bevidst. Om mig selv. Om mit selvværd. Om hvor jeg er på vej hen. Om hvor jeg ikke vil hen. Om hvor og hvordan jeg kan gøre en forskel i den verden, jeg er en del af.

Det er muligt, at “flere blogindlæg” også er en kliché blandt nytårsforsætter, men i år er det ikke hemmeligt. Det er heller ikke besluttet ud af en skam-følelse, men ud af en friheds-følelse og et ønske om, at jeg må finde endnu mere selvværd og ro i 2015.

Hvad ønsker du for 2015?

Serviceinfo: Julen kommer!

Der har været tavshed i over en måned nu. Jeg har ikke glemt mit projekt, men livet ude i real life har krævet sin kvinde, og så var det der, jeg prioriterede at lægge min energi. Siden sidst er jeg ved flere lejligheder blevet klappet på maven, og jeg kan med stolthed sige, at jeg stadig ikke bliver grund-ked-af-det og ulykkelig, som jeg tidligere er blevet. Det tyder derfor på, at selvom jeg i den sidste tid ikke har haft så meget fokus på at ændre fokus, så er der alligevel sket noget i mig, som er en positiv forandring. Det betyder ikke, at jeg synes det er drønskægt at blive taget for at være gravid uden at være det, men det er fedt, at det ikke længere er stort, betændt sår, fyldt med skyldfølelse og skam.

Lige om lidt er det jul. Bare en service-info, hvis nogen af jer ikke skulle have opdaget det. Jeg vil gerne ønske alle, som kommer forbi siden her, en rigtig glædelig jul med denne lille, fine kortfilm. Et meget anderledes, men rørende “take” på juleevangeliet:

Rigtig glædelig jul!

jul

Begravelsestalen

valueofalife

Nogle gange tænker jeg på, hvilke ord der mon vil blive sagt om mig til min begravelse (som naturligvis først finder sted om mange, mange år, hvor jeg dør en fin og værdig død). Hvordan mon mine efterladte vil beskrive mig og beskrive mit liv? Hvad vil blive fremhævet, og hvad vil blive nedtonet? Og ikke mindst – hvad vil jeg ØNSKE at der siges, for det viser mig jo noget om, hvilke værdier der er vigtige for mig, og hvordan jeg gerne vil være som menneske.

Ovenstående citat kan jeg desværre ikke huske, hvor jeg har samlet op henne, men det er blevet hængende hos mig. At livets værdi ikke måles på mine sejre, præstationer, facebook-venner eller hvad jeg nu ellers går og samler sammen på, men i stedet på hvor meget jeg giver ud af mig selv, min tid, mit liv, mine penge; på hvor meget jeg er villig til at dele det, jeg har, med andre.

For det er faktisk også et sted, hvor jeg finder værdi i livet lige nu, og ikke når jeg engang er død (så er det der selvværd også svært at gøre noget ved). At jeg ikke bare har nok, men at jeg har rigeligt, og at jeg kan dele ud af min tid, mit liv, mine tanker, min kærlighed, min omsorg og meget andet.

Det er naturligvis også en balancegang, hvor jeg heller ikke skal give så meget til andre, at jeg selv brænder helt ud, men i bund og grund føler jeg, at det giver mit liv – og mig – værdi at kunne være noget for andre.

Om at lære nyt

Så ville jeg vende det hele på hovedet, og så er der bare radiotavshed her på bloggen, amiright?!

Nå, men det skyldes, at jeg havde bildt mig selv ind at sådan en u-vending krævede at blive fulgt op af et langt og dybt indlæg om livets store spørgsmål, men det har jeg foreløbig brugt en uge på at formulere uden synderligt resultat, så nu kaster jeg mig over noget helt andet. Nærmest det præcist modsatte. Nemlig hækling!

Jeg har aldrig været det store arts&crafts-mirakel. Faktisk fik jeg ikke mit symaskinekørekort i 5. klasse, og jeg har engang brugt et helt år på at strikke et sjal. Men jeg har længe overvejet, om ikke det der hækling var noget? Ind i mellem trænger jeg til at gøre noget, hvor jeg ikke skal bruge hovedet og følelserne så meget. Og så pludselig tænkte jeg “Nu er det nu” og så købte jeg en rulle garn og en hækle-pind, fandt en youtube-video og voilá! En grim lille lap, som jeg er sygt stolt af:

IMG_3694

Det her selvværd, det er svært at trylle frem, men jeg bliver stolt og glad over, at jeg stadig kan lære nyt. At så meget af verden endnu ligger uudforsket for mine fødder, og jeg kan opdage mere af den og blive klogere. At jeg kan frembringe noget, som muligvis er grimt, men som jeg ikke desto mindre selv har lavet OG som fandt anvendelse, da en af min datters små legetøjsfigurer desværre frøs noget så skrækkeligt.
På en mærkelig måde giver det faktisk et boost til selvværdet og selvforståelsen. Jeg kan stadig lære nyt!

U-vending

Jeg elsker denne blog for mange forskellige ting, men særligt for den interaktion den giver mulighed for. Når andre giver deres besyv med, så udvider det min horisont, sætter nye tanker og processer i gang, og jeg bliver klogere på både andre og mig selv.
I løbet af de sidste par uger har jeg fra flere forskellige sider mødt kærlig medleven og en udfordring til ikke kun at fokusere på, hvad jeg vil væk fra, men også hvor jeg vil hen.

løbevæk

Det er en udfordring, jeg meget gerne vil tage op, for det er på tide at vende blikket fra det, der ligger bag til det, der venter forude. Jeg vil i virkeligheden også langt hellere skrive om, hvad der giver mig selvværd, hvordan og hvor jeg finder ro, skrive om alt det positive ved processen, jeg har gang i. Men jeg er også nervøs for at fremstille et glansbillede, som ikke svarer til virkeligheden. Derfor har det været nemmere og mere trygt at skrive om kampene. Men det er jo heller ikke sandt, at mit liv er én lang kamp.

Derfor vil jeg lade dette indlæg markere en u-vending på bloggen og i min proces. Blikket flyttes fra bagud til fremad – eller nok mest af alt til lige nu og her. I løbet af de næste par uger vil jeg skrive om, hvor jeg finder værdi og glæde i mit liv. Som altid er I velkomne til at byde ind med tanker og overvejelser, enten her eller via facebook, og måske dele hvor I finder værdi henne. Det kunne jo være, at jeg blev klogere.

farbetterthingsahead

Drømmekjolen

Den historie, jeg nu vil fortælle, er ikke helt ny. Den har et par måneder på bagen, men den var én af de medvirkende faktorer til, at jeg endeligt besluttede mig for at kvitte slankekure i et år, og derfor vil jeg dele den.

drømmekjolen

Der var denne her kjole. Jeg så den på nettet for mindst halvandet år siden og elskede den med det samme. Drømte om den, ghostshoppede* den og kredsede om den. Så fin og SÅ dyr i forhold til, hvad jeg normalt betaler for tøj. Men dette efterår var der pludselig indtil flere fine fester i udsigt, og så besluttede jeg, at NU var tiden kommet. Nu måtte jeg købe den, så jeg kunne være fin, fancy og fantastisk til de mange fester.
Kjolen blev bestilt. Jeg var meget spændt på om den ville passe. Jeg havde omhyggeligt målt min krop med målebånd og sammenlignet med de angivne mål på kjolen. Forsøgt at vurdere hvordan den mon ville tage sig ud i virkeligheden.
Da der endelig tikkede en mail ind med besked om, at den var klar til afhentning spildte jeg ikke mange omveje hjem fra arbejde. Pakken blev inkasseret på posthuset, ungerne afhentet og placeret foran en skærm, så jeg havde ti dyrebare minutter for mig selv til endelig at møde drømmekjolen i den virkelige virkelighed og prøve dens bløde stof mod min hud.

Pæn var den, blød og lækker. Et kritisk øjeblik opstod, da den skulle lynes, men takket være en velplaceret elastik gik det fint, og den sad på mig præcis, som jeg havde drømt om. Jeg gik hen til spejlet for rigtigt at beundre den og mig selv, men da jeg trådte hen foran det, fik jeg et chok. Foran mig stod en meget lille, tyk person viklet ind i noget stof, som gav hende en højst uformelig facon. Hun lignede overhovedet ikke den smukke, slanke model, som havde præsenteret kjolen så flot på hjemmesiden.
Hvordan kunne den lille prop i spejlet være mig i drømmekjolen? Det var fuldstændig uforståeligt, så jeg skyndte mig at tage den af.

Om aftenen prøvede jeg kjolen igen, men det hjalp ikke. Tværtimod. Jeg græd. Ikke så meget på grund af kjolen, men på grund af tyksakken i spejlet. Var det virkelig mig? Er det virkelig sådan jeg ser ud? Lille og tyk? Jamen, jeg ER jo lille og tyk; det har jeg vidst længe. Men det var første gang i lang tid, at jeg så det sådan rigtigt.
Men var det nu også rigtigt, hvad jeg så? Mon ikke det snarere var kontrasten mellem online-billedet af model-i-kjole og virkelige-Thilde-i-kjole? Måske blandet sammen med et drømmescenarie efter flere års sukken efter denne specifikke kjole?

Men jeg græd. Ægte, ærlige tårer. Jeg følte mig tyk, grim, uattraktiv, usexet og ufeminin. Jeg overvejede igen, igen, igen, igen at forsøge at få tabt de der mange kilo. Jeg tænkte, at det ville være dumt at droppe slankekure, og at jeg ikke kan bruge projektet til noget, når jeg bliver så ked af det over en kjole!

Så sov jeg på det, og da jeg vågnede, så jeg pludselig det hele meget klart: det er NETOP fordi at jeg kan blive så ked af det over en kjole og min krop, at jeg skal holde slankekursfri! Ja, det er da meget muligt, at jeg skal forsøge at tabe mig, men ikke før jeg har lært at holde af min lille og tykke krop; ikke før jeg har forstået at min værdi som kvinde og som menneske ikke er bundet op på mit udseende; ikke før det siver ind, at jeg har langt vigtigere ting at give til verden end en hvepsetalje. At skønhed ikke handler om kilo og tøjstørrelse, men om selvværd og en rank ryg. At man hviler i sig selv, tror på sig selv og holder af sig selv.
Og det er dén slags skønhed, jeg vil bruge dette år på at stræbe efter!

Dieting

*= ghostshoppe betyder at putte noget i den virtuelle indkøbskurv, men uden at gennemføre købet

Forandring fryder

Jeg ville egentlig have skrevet noget helt andet, men nogle tanker har rumsteret, siden læste jeg et indlæg på Marias blog, som handlede om balance. Balance i livet, balance i sjælen og den evige stræben efter at være i balance. Maria var sej og udfordrede balance-idealet:

Der findes ingen balance. Der findes kun forandring. I det øjeblik du oplever balance; balance i hormonerne, i relationerne, i dit humør, i dit arbejdsliv – bum, så er døden indtruffet. LIVET ér forandring. Aldrig stilstand. Aldrig i mål.

Det ramte mig i solar plexus, for jeg kommer ind i mellem til at bilde mig selv ind, at når dette år er gået, når jeg har opbygget et solidt selvværd på stabil grund, SÅ er lykken i hus og lutter lagkage, SÅ bliver livet godt og værd at leve.
Men jeg glemmer, at livet er værd at leve, fordi det er livet! At også de dage, hvor jeg frustreret hiver mig selv i mavedellerne, er en gave, og der er så uendelig meget at være taknemmelig for. Livet er i sin essens foranderligt. Hver dag er ny og forskellig fra både den foregående og den kommende. Det betyder ikke, at vi ikke kan og må arbejde med de områder af vores liv, hvor vi ønsker forandring, men for mig betyder det også, at jeg ikke skal regne med at komme sådan endeligt i mål. I hvert fald ikke den slags mål, hvor jeg kan læne mig tilbage og betragte mit værk og mit selvværd som en afsluttet proces.
Processen, både opturene og nedturene, er unikke øjeblikke af mit liv, og det giver en underlig form for ro, for så behøver jeg ikke slå mig selv i hovedet over en nedtursdag. Livet er foranderligt, så det betyder, at der nok også venter en optursdag forude.

Billede 07-09-14 20.51.47

Servicemeddelelser

rossrachel

Jeg har i flere år haft et Ross&Rachel-forhold til slankekure. Så vil man det lidt, så vil man det slet ikke, så vil man godt alligevel, men så går det helt i skuddermudder, fordi man holdt en lille pause.

Dette er et lille uddrag fra et gæsteindlæg, jeg har fået lov at bidrage med på Birgittes blog. Indlægget handler også lidt om sårbarhed og sarkasme, og om hvordan det føltes at lægge et billede af mig selv op her på bloggen. Du kan læse hele molevitten her.

Det var første service-info. Men der er mere, for jeg er i gang med at trække et slimet spor ud over hele internettet. Bloggen har således også invaderet facebook, hvor den har fået sin egen side. Den kan du se og like her.
Jeg har nemlig erfaret, at flere har problemer med at kommentere på indlæg i wordpress-rammerne her, og det er alt andet lige nemmere med facebook. Desuden giver det mig mulighed for at skrive kortere kommenterer og tanker, uden at skulle finde tid og overskud til at sammensætte det til et helt indlæg. Så følg gerne med der også, hvis du har lyst!

Væk med vægt

Første store tvivle-periode er ved at lette igen, og jeg er så småt ved at finde tilbage i noget beslutsomhed omkring at holde fast i slankekurs-kvitteriet. Men jeg tror, at det i nogen grad bliver et valg, jeg skal tage dagligt. Hver morgen skal simpelthen begynde med et “Heller ikke i dag vil jeg slanke mig. Heller ikke i dag vil jeg lade min vægt diktere mit værd.” Dét skal være min nye vane. Men det betyder, at jeg skal skille mig af med en gammel vane, nemlig morgenvejningen.

Jeg har igennem flere år opbygget en vane med at veje mig om morgenen. Ikke hver dag men et par gange om ugen i hvert fald. Af en eller anden grund har jeg ikke overvejet at stoppe med det i mit slankekursfrie år, indtil en viis kvinde gjorde mig opmærksom på det lidt paradoksale i jævnligt at hoppe på vægten, når man gerne vil være fri for at tænke på vægt, krop og slankekure.

Jeg har været Nej, jeg ER bange for, at hvis jeg ikke har regelmæssige kontrolvejninger, så løber min vægt helt løbsk. Måske kan jeg ikke styre det, og til september næste år er det ikke 17 kg jeg gerne vil af med, men 27 kg!
Omvendt, hvis mit projekt med at opbygge selvværd på et andet grundlag end vægt skal lykkes, så er jeg nødt til at slippe kontrollen for at kunne slippe spekulationerne.

Derfor, morgenens sidste kontrolvejning sagde status quo. 77,1 kg. Næste gang jeg må tjekke er 1. september 2015. So long, ses om et års tid, badevægt!

badevaegt_skrald